Hun flyer! hun flyer! See af den stadselige
Og svangre Sommer hist de sidste Fied!
Og Flore fölger hende med sin rige
Tallöse Skare Tidens Bakke ned. —
Stands stolte Skiönne! stands mens Skialden maler,
Om ikke meer, dit sidste Tylle-Smiil,
Din sidste Aften-Skumring! Ney hun daler,
For stolt for svage Bönner ned med Iil.
Dog, signende din, min og Altings Fader,
Et ömt Farvel vil Musen byde Dig,
Mens hun i Aarets sidste Tomer blader
Og paa hver Side seer ham naaderig.
O! naar han vredes er han endnu Fader
(Selv barske Uveir er velgiörende,
En Miskundhed bag Vredens Maske) Fader
I Torden, Storm, og Oversvömmelse.
Hvor majestætisk skiön bag Havet daler
Den Herrens Tiener Solen! Aftenen
— En stum, men demostenisk fyndig Taler —
Med blid Alvorlighed aflöser den
Det glædelystne Öye at indbyde
Til store Syner; vække Barden Aand
