Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/8

Denne siden er korrekturlest

 Hun flyer! hun flyer! See af den stadselige
Og svangre Sommer hist de sidste Fied!
Og Flore fölger hende med sin rige
Tallöse Skare Tidens Bakke ned. —
Stands stolte Skiönne! stands mens Skialden maler,
Om ikke meer, dit sidste Tylle-Smiil,
Din sidste Aften-Skumring! Ney hun daler,
For stolt for svage Bönner ned med Iil.
Dog, signende din, min og Altings Fader,
Et ömt Farvel vil Musen byde Dig,
Mens hun i Aarets sidste Tomer blader
Og paa hver Side seer ham naaderig.
O! naar han vredes er han endnu Fader
(Selv barske Uveir er velgiörende,
En Miskundhed bag Vredens Maske) Fader
I Torden, Storm, og Oversvömmelse.


 Hvor majestætisk skiön bag Havet daler
Den Herrens Tiener Solen! Aftenen
— En stum, men demostenisk fyndig Taler —
Med blid Alvorlighed aflöser den
Det glædelystne Öye at indbyde
Til store Syner; vække Barden Aand