Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/9

Til den moralske Sang, og venlig bryde
Pasionens Zepter med en vældig Haand.
 Et Stille som et Gravens Stille, hviler
Paa hele Kredsen, ingen Tones Lyd,
Og mellem brudte Skyer Luna smiler,
Skabt til at kalde frem sorgmodig Fryd,
 Gaae frem du Nattens Dronning! lad dit milde
Dit sörgeligen milde Öye see
Bifaldende til Digteren, som vilde
Omstraalet af din blide Glorie,
Opsnappe glad hvert afbrudt Smiil, og male
Den store Scene som du handler i,
Opmerksom lyttende til Nattens Tale,
Halmörkets rörende Philosophie.
 Saa tryget som aldrig meer at vaage, sove
(Gud Herren böd det) Sorg og Laster nu.
Den frekke Ondskab selv tör neppe vove
At komme her sin onde Plan ihu;
Den lumske Svig nu drömmer knap om Rænker;
Nu Hodet döer i den Hevnlystnes Bryst;
Selv Harpagon er löst af Mammons Lænker,
Og — store Sövn! — den Usle föler Lyst,
Og vaager endnu En paa eenligt Leye —