hed. Saaledes ere f. Ex. i mit 5te Epigram Udtrykkene «Lyrens Klang», «Hippokrenen», «Vægtersang», «Rendestenen», tilhobe Metaforer, der fornuftigvis blot skulle oplyse min Anskuelse om dit Forhold til Poesien og om den Sfære, hvori du som Poet bevæger dig, og det er da din superbia vatis, at man maa minde dig om saadanne Abc-Sætninger. At der i Øvrigt under Allegoriens Slør kan skjule sig et Slags jocosa imago, der undertiden drager Sløret lidt tilside, er Noget, jeg villigt indrømmer.»[1]
Naar Welhaven sammenligner Wergeland med «en gammel Porthund, som, just fordi han ei kan afholde sig fra at bjeffe, paanøder Vandreren den Bemærkning, at Dyret har tabt sine Tænder», saa er dette ikke netop træffende. Wergeland bed noksaa godt fra sig, og flere af biddene sved nok; de gik temmelig dybt. Men det er saa, at Welhavens stev alle var skarpe, medens der ofte kom sløve fra Wergeland. Denne rettede sine vers ikke alene mod Welhaven, men ogsaa mod flere af hans venner, og man træffer ikke saa sjelden et epigram, som er morsomt. Flere af dem er
- ↑ I, s. 131.