10
��Han har da sikkerlig tænkt paa det rent intellektuelle, og fremfor alt paa de digte, præsten skrev nu og da. Om disse at sige, at de ikke viser «spor af begavelse i poetisk retning», saaledes som sønnen skal have udtrykt sig, er sikkerlig for meget sagt. Præsten var en mand med stor kjærlighed til naturen og dens skjønhed, og at han havde poetisk- sans, synes dog et vers som dette at vidne om.
Fremsagt ved Klokker Houges Grav. Løst Lænken er, som fængsled' lyse Aand til morke Bolig, og svunden Taagen, som indhylled' klare Blik. Den Fangne har sit sande Fristed fundet, ei Livets Kummer nager meer hans Bryst; men Venskab taarevædt til Graven træder, og overveier Dødeliges Lod, og tænker paa de favre Ungdoms Dage, da Ynglingen i Kraftens Alder stod, og blev til Mand, og mandig Adfærd viste, ved Flid og Lærdom, Brød og Bifald vandt, og loved' Slægt og Selskab Gavn og Glæde og gavnede og virkede med Kraft, var munter i sin Kreds, opmærksom paa sin Pligt, skjøndt Levebrød var knapt og Pligtens Bane tung. — Men Manden Olding blev, skjøndt mod Naturens Orden, og Kraft forlod den Stærke i sit Haab. Til Høstnat blev den vakkre Sommerdag. Hans Huus blev mørkt, thi mørk var Sjelens Bolig, og kold hans Barm og Aandens Evne svag, og Mandens Kraftsprog blev til Quiudens Klage,
�� �
