18
nogenlunde, saalænge han og Johan var i Domkirkegaden, hvor Welhavens boede, og hvor præsten kunde se dem. Men naar de kom til Hollændergaden, hvor danselæreren boede, maatte Meyer tåge og bære gutten, som sparkede og spændte af alle livsens kræfter. Da skjønte præsten, dette ikke længer gik an, og gik til danselæreren. Denne sagde, at han fra først af havde søgt at tåge gutten med det gode; men det hjalp ikke, Johan vilde ikke bukke og ikke danse. Saa havde han været streng, sat gutten i krogen og slaaet ham paa benene. Men da var Johan blevet rasende og havde faret paa ham. «Gutten tager livet af mig, jeg vil ikke have slig djævleknegt paa skolen.»
Hverken faderen eller moderen sagde noget til Johan om dette; faderen vilde nemlig ikke banke ham. Da saa Johan slåp at gaa paa danseskolen, var han snild og mild i lang tid; han forstod, han havde gjort noget rent galt.
Høsten 1817 blev Johan sat ind paa latinskolen. Her var det vel især tre lærere, som fremfor de andre tildrog sig gutternes opmerksomhed. Gamle professor Arentz var rektor; han var en mand, som ikke alene havde udstrakte kundskaber, men
�� �
