42
��haand og to ørreter i den anden. Da han hører, Ola er druknet, springer han for- tvilet ind i kirken og raaber : «Han maa ikke dø, han maa ikke dø!»
Ola blev begravet under asperne paa kirkegaarden. Senere var det, som Johan og Maren ikke var rigtig saa glade, naar de var i Strudshavn; det var, som der var kommet noget vemodigt over stedet. Johan skrev noget om Ola; men ikke engang Maren fik se det. Det var sikkerlig et digt.
I sine «Vasdrag og skovmarker» mindes digteren denne tid, da «jeg som en rask, livsglad Dreng gik med Rognestangen ved Bækken og medede Foreller med Regn- Orm. Jeg husker, hvorledes jeg da kom til de ensomme Udmarker og gjennem- vandrede dem med stedse stigende Iver, medens dog mit indre Liv alt mere og mere dyssedes og stilnede.»
Det var fremfor alt naturen, Johan elskede i Strudshavn. Var der et vakkert træ, en smuk sten, maatte han straks tegne det.
Johan skrev af og til vers som skole- gut. Da adjunkt Hysing, den senere rektor i Laurvik, forlod skolen, vistnok ved ud- gangen af aaret 1822, forærede Johans
�� �