58
��hjemmet, er sønnens forsagthed kommet tilorde ligeoverfor faderen, som nu ikke ved alt det kjærlige, han skal sige sønnen. «Idet ieg vilde forsegle dette Brev, ind- treen Postbudet med din Skrivelse af 21de Novbr., hvis Giennemlæsning nær havde voldet mig Taarer. Aarsagen til min usæd- vanlige Taushed har ene været Forvent- ning efter Besvarelsen paa det seneste rigtignok eneste Brev siden din Afreise, men min søde Gut! hvor kan saa ubillig Tanke falde dig ind, at vi som elske dig med grændseløs Ømhed kunde være vred paa dig ? Vi som sætte vort Haab og Glæde i at eie dig som Søn skulle glemme dig? Overbevisningen herom maa have d} r be Præg i din Barm og for evig bortfierne hver Tvivl. Du har uroliget os brave Søn! var du hos os vilde vi bortkysse din Kummer. Gud velsigne dig, favn dette Brev i vort Sted og lad det berolige dig.»
Sit andet aar i Kristiania har Wel- haven uden tvil tilbragt væsentlig som det første ; han har færdets hovedsagelig i en engere vennekreds. Dog ses han allerede at have draget opmerksomheden hen paa sig i Studentersamfundet; han fik nemlig i november 1826 stemmer ved valget af
�� �
