Side:Johan Sebastian Welhaven liv og skrifter.djvu/83

Denne siden er ikke korrekturlest

67

��Det staar i samfundsbladet for den 14. marts 1829.*

Pasop. En alvorlig Epopée i to Sange.

Første Sang. Hist i en Hovedstad holdtes et Raad af neivise Herrer. Statens Bedste de rammede snildt og skiftede Loven. Stundom taust var i Hallen ; men oftest rasede Trætten, Og mangt drabeligt Ord fløi over Tændernes Ringmur. Lydt da hørtes et Dron lig en Storm paa det fraadende

Nordhav, Eller lig Levernes Brøl, naar Hungren driver paa Rov

dem.

Pasop hedte en Hund af Pudlers herlige Stamme. Vældigt toned' hans Rest, og han segte sin Mage i

Snildhed. Derfor hædredes han med en Post hos den ferste

Senator, Delte hans Bord og Seng og fulgte ham stedse paa

Gaden. Engang saae han sit Snit og stjal sig bag Herren i

Raadet. Stille han kroh i en Krog og lytted' til Mændenes Idræt. See ! da vaktes en skadelig Tvist, da led der et Bulder, Tungerne hvæssedes skarpt, og Mange talte paa engang. Pasop kreh af sit Skjul og bjæffede heit sympatetisk, Mærkede dog til sin Skræk, at han overdovedes ganske. Merke Tanker han har i sit Sind, da fra Raadet han

udgik,

  • Digtet er ogsaa aftrykt af Henrik Jæger i Aften-

posten, 8. marts 1891.

�� �