67
��Det staar i samfundsbladet for den 14. marts 1829.*
Pasop. En alvorlig Epopée i to Sange.
Første Sang. Hist i en Hovedstad holdtes et Raad af neivise Herrer. Statens Bedste de rammede snildt og skiftede Loven. Stundom taust var i Hallen ; men oftest rasede Trætten, Og mangt drabeligt Ord fløi over Tændernes Ringmur. Lydt da hørtes et Dron lig en Storm paa det fraadende
Nordhav, Eller lig Levernes Brøl, naar Hungren driver paa Rov
dem.
Pasop hedte en Hund af Pudlers herlige Stamme. Vældigt toned' hans Rest, og han segte sin Mage i
Snildhed. Derfor hædredes han med en Post hos den ferste
Senator, Delte hans Bord og Seng og fulgte ham stedse paa
Gaden. Engang saae han sit Snit og stjal sig bag Herren i
Raadet. Stille han kroh i en Krog og lytted' til Mændenes Idræt. See ! da vaktes en skadelig Tvist, da led der et Bulder, Tungerne hvæssedes skarpt, og Mange talte paa engang. Pasop kreh af sit Skjul og bjæffede heit sympatetisk, Mærkede dog til sin Skræk, at han overdovedes ganske. Merke Tanker han har i sit Sind, da fra Raadet han
udgik,
- Digtet er ogsaa aftrykt af Henrik Jæger i Aften-
posten, 8. marts 1891.
�� �
