69
��Iblandt Mændene har jeg en Ven. der elsker mig trofast. Han har lovet mig alt at skrive en ydmyg Ansøgning.» Saa han talte, den Gjæve — de Andre hylede Bifald.
Anden San g. Klar og hoitidsfuld nærmede sig den vigtige Aften, Da i det værdige Raad skulde veies Hundenes Skjæbne. Spændt Forventning besjælede alle Hunde. — Paa Gaden Stak de Ho'derne sammen med mørke, haabløse Miner. Pasop ene holdt Stand ; han aandede Mod i de Svage, Straffede alle med kraftige Ord, som te'de rebelsk sig; Smigrede Pudlernes mægtige Slægt og talte til Hoben : «Ikke vide vi end, hvad Mændene ville beslutte; Haabe bør vi det bedste og aldrig tabe vor Fatning, At ei Nogen ved taabelig Færd skal gjøre vor Slægt
Skam. Selv jeg lister mig ind taften i Mændenes Samfund, Fulgt af min Fætter og Ven, den sorte haarrige Nero. Mændenes Vilie fornæmme vi da og bringe Jer Bud-
skab.» Saa han talte den Gjæve. — De Andre hylede Bifald.
Mændene sådde i Raadet, og Baadets forste Senator Raabte med lydelig Rost: «Forhandlinger skulle
begynde!» See, da trinede frem blandt Mændenes talrige Skarer Pasops ivrige Ven, som Ansogningen loved at skrive. Zirligt førte han Hundenes Sag i et daddelfrit Indlæg Men da i Salen nu reiste sig flux en lydelig Mumien, Vendte han snildelig om og dreiede Kappen med
Vinden. Pasop skjælved' af Harm, da han hørte Forræderen sige : «Troe mig Hundenes Slægt jeg bader af inderste Hjerte; Derfor drev jeg blot Spas med de Stympere nys i mit
Indlæg.»
�� �
