71
��Den unge mand er allerede kommet saa vidt, at det forekommer ham, «mændene» længst overgaar hundene i hyl. Det er netop brølet, som forarger ham, dette brøl, som overdøver alle andre interesser, visse- lig endnu ikke saa meget, hvad der brøles.
Satiren træder ogsaa frem i spotten over hundenes talsmand, som «vendte snilde- lig om og dreiede Kappen med Vinden». Slige pludselige omvendelser forekom nok hyppig i studenterverdenen netop paa denne tid, da trykket udenfra var saa sterkt.
Welhaven selv har forresten i disse aar hørt til samfundets aller ivrigste debat- tanter; der er næsten ingen sag til forhand- ling, uden at Welhavens navn forekommer. I ordskiftet var han ingenlunde altid tække- lig. Naar han kunde gribe nogen, tog han forfærdelig tag i ham. Det syntes næsten at være med en slags ondskabsfuld nydelse, han sønderlemmede dem, som tullede sig bort i diskussionen. I det hele blev han af dem, som ikke tilhørte hans kreds, anset for at være meget hoven og arrogant.
Somme tider har han nok ogsaa drevet vovelige løier med samfundets høivigtigc handlinger. I anledning af valg paa et nyt medlem af «sangcomitéen» i februar 1830
�� �
