79
Og frem af Druens Bølge steg, som en gylden Sol, i lyse Alfers Følge, mit Tankelivs Idol.
Det fløi med mægtig Vinge, jeg vidste ei hvorhen, jeg vilde mig kun svinge i Ætheren med den.
Men længere nede i digtet lyder det saa videre:
Nu skyr jeg vilde Stemmer og hoie Jubelraab; jeg har et Savn, der giemmer Erindringer og Haab.
Og hver Gang jeg er ene betragter jeg min Skat ; den aabner Dagens Scene, den skinner i min Nat.
Til stille, lune Drømme betror jeg nu mit Savn ; de flyve ei, de svømme som Svaner blidt i Havn.
Og senere udtaler Welhaven sig ved slutningen af sin forfatterbane om dens ud- gangspunkt. Han tager tilorde i anledning af en kritik over hans sidste digtsamling, og taler om den kunstnerstræben, han har havt fra den tid, han blev sig sit poetiske kald bevidst. «Før den Tid kunde jeg
�� �
