for Folket og for Friheden og for alt høit og stort i saamange Retninger, som der er Streger paa Kompasset. Men i Virkeligheden, nede paa Jorden, — for en Prosaiker, som vil ta’ i og sætte lidt af Talemaaderne i Gang! — der er det totalt stængt. Alle vore bedste Tanker og Idéer er der intet Brug for i den praktiske Verden, skal jeg sige Dem, Frøken! Ikke engang saa meget, at en Mand kan slippe frem til at gjøre sig ulykkelig paa dem …
Og saa lever man, som man bedst kan, — sit andet Liv med Kammeraterne og gjendøber sig i Punsch sammen med dem, hvergang man har svigtet rigtig brav derude i Theselskaberne …
Men kjend slig Luft! — hvert evige Drag som et Glas af fineste … fineste, ja, hvad skal jeg kalde det?”
„Punsch!” lød det lidt kort.
„Nei, Liv! … Med den fri Natur føler man sig ikke ægget til at disputere. Jeg er enig med Fjeldet, med Solen, — med alle disse krogede, indseige Bjerkevidier, — naar Folk dernede bare var sig selv; men det er de aldrig uden i et godt, vaadt Lag, naar de har faat heiset sig tilstrækkelig op dybt nede fra Brønden. Der lever et helt Frimurerskab, som ikke kjender hverandre uden i den Skikkelse, — eller ogsaa i Westermanns Dampbad, naar Westermann smeiser paa os med friskt Bjerkeløv i tredive Graders Hede. Badstuen var vore Fædres nationale Klub, véd De det Frøken?”
„Nei, jeg faar rigtig høre adskilligt, synes jeg,” sagde hun med lidt skjult Lune.
„Hør, … hør … Heiloen, som piber,” hviskede Jørgen.
Lyden kom fra en liden sumpet Strækning, der stod hvid af Myruld.
De stod og lyttede.
„Har De hørt noget saa uhyre stille?” sagde Grip … „efter det enslige lille Pip …
