Der er saadanne Pip her og der i Landet … Abel han døde han! Hvoraf, — af Drik, sagde de;” han rystede paa Hovedet, — „af lufttomt Rum!”
Han gik i Skjorteærmerne og kylede Vidiekjæppen, som han havde slaaet af, medens han snakkede, langt ned over Stenuren.
„Der ser Kafteinen Linen, som den har gaat fra Alders Tid for Opidalen!” raabte gamle Lars … „ret … ret langs efter Skardet, hvor vi skal ned og tvært over Vandet … lige mod Rødkampen i Torsknuten … Der, hvor Du ser de tre Grønholmene under Stenuren, Kaftein!”
Han truede ud med Stokken i hidsig Iver.
„For det skal jeg føre Vidner, og stod alle de levende her, som har fisket paa vor Ret i Vandet, baade i min Fars og Farfars Tid, saa blev det mandtykt mod Skarvestregerne deres i Rognelien.” …
-— Eftermiddagsskyggen faldt ind i Skardet, hvor Isvandet sivede ned ad Revnerne i den sorte Fjeldvæg. Her og der lyste Solen endnu paa Flekker af grøngul Renmose eller et eller andet violet, hvidt eller gult lille Følge af Høifjeldsfloraen, der udførte det Mirakel at leve sit eget farverige Skjønhedsliv her oppe imod Sneen.
„Der kommer han Mathis med Eken!” udbrød gamle Lars.
Baaden, som skulde hente dem over til Sønnens Felager, krøb som et Insekt der langt nedenunder dem paa det grønne Vandspeil.
Gangen nedover var en sand Vederkvægelse for Kapteinens noget aandedrætsbesværede, trivelige Krop, og Udsigten til at faa drive sin Yndlingssport, at fiske, bidrog yderligere til at belive Humøret.
„Vi kommer didned netop til bedste Tiden, han biter,” mente han.
Jonas Lie: Samlede Værker. VI.
