tilbage paa, saa han igjen reiser, og dette vistnok efter din Svigerindes Raadførelse. Inger-Johanna findes, hvis mine gamle Øine ikke skuffer mig, — og lidt har vi to set og oplevet baade hver for sig og sammen i denne Verden, kjære Gitta! — ikke moden til Kjærlighedsspørgsmaalet endnu, idet hendes Forfængelighed og Stolthed hidtil har vist sig som en fra dette altfor afsondret Følelse” …
Det snorkede borte i Skindstolen; og Ma fortsatte sagtere:
„Hun kan nok, og det temmelig hedt, ville efterstræbe at herske i en fin Salon; men er vist ikke endnu bragt til at begribe, at hun da ogsaa maa tage Herren, som eier den, med. Der er noget i hendes aabne Væsen, som altid holder Grøften for bred mellem disse to Spørgsmaal til, at selv en Kavallerikaptein kan sætte over den. Gud velsigne hende!
Kjærligheden er som en Vækkelse den ogsaa, uden hvilket man intet véd eller forstaar af dens hellige Sprog; og ulykkelige er de, som kommer til at lære den at kjende forsilde, naar de først har fanget sig i det saakaldte Pligtens Baand. Hos Inger-Johanna tror jeg næsten ubedragelig, at Kjærligheden endnu ikke er vakt, — maatte en god Engel beskytte hende!
„Æsch! — slige gamle Jomfruer!” vaagnede Kapteinen. „Videre! … videre … er der mer?”
„Hvorvidt den unge Student, som har Post der paa Kontoret, kan være i nogen Grad hinderlig for disse Planer, derom tør jeg ikke sige hverken fra eller til. Men at Stiftamtmandinden mener og frygter noget, derom er jeg uryggelig forvisset efter hendes hele Maade paa det sidste at behandle ham paa, om hun end er alt for fin til at lade Inger-Johanna faa end saa meget som den mindste Skygge af Mistanke om hendes sande Bevæggrund.
Jeg hørte det jo tydeligt, da jeg var der til
