„Og Futen, som skal gifte sig igjen!”
„Saa?”
„De siger, han vanker støt og stadig nu hos Scharfenberg, Prokuratoren … Det er vel den yngste Datteren da?”
„Véd ikke … Adiøs Randi!”
Han gik hastig, saa det raslede i Sporerne, og Sabelen daskede under Kappen nedover til Hesten uden at se og hilse igjen hverken til høire eller venstre. Han trykkede Chakoen fastere i Panden, før han Steg op i Karjolen.
„Saa Tak, Halvor. Giv mig Tømmen! … Der, din —”
Han gav unge Svarten, der begyndte med nogle Kaprioler, et Smeld af Svøben, og afsted gik det for stiv Tømme og i fuldt Trav, Saa Gjerdestolperne fløi som Trommestikker forbi hans Øine.
I den stille, taagede Høstdag gik Buskapen her og der ude i Landeveien.
En Gris forbittrede ham ved haardnakket at gallopere foran Karjolen.
„Der! — se til at faa draget Skankerne dine undaf, din” …
Det endte med et Smeis over Ryggen paa den.
„Se saa, der ligger et Kobæst midt i Veien!” udbrød han med sammenknebne Læber …
„Ja ja, vil ikke Du reise Dig, saa for mig værsgo’. … Vær saa god … jeg er ogsaa dum … kjører paa.” …
Bitterheden gik fuldstændig i ham, og han vilde urokkelig have ladet Hjulet gaat over Dyrets Bagparti, om det ikke i sidste Øieblik raadsnart havde reist sig, saa nær, at Kapteinens Karjol halvt løftedes, idet den strøg an, og var paa yderste Nippet til at vælte …
„Hm! hm!” mumlede han noget bragt til Besindelse, idet han saa tilbage paa Gjenstanden for sin forfeilede Hævn.
