„Det er naturligvis, som Thinka selv vil det!” lød det stramt fortørnet efter dem, da Ma fulgte hende og lukkede hende inde paa Soveværelset.
-— Der blev tudet ud under Dynen hele Eftermiddagen.
I Skumringen gik Ma op og satte sig hos hende.
… „intet Sted at vende sig, ser Du, naar én ikke vil blive et stakkels uforsørget Lem bortover i Familierne … sy, sy Øinene ud af Hovedet, til én tilsidst ligger der i en Krog hos nogen … Et saadant hæderligt Tilbud vilde mange synes, var store Ting.”
„Aas! — Aas — Mor!” … udstønnede Thinka ganske svagt.
„Det véd Gud, Barn, at, saa jeg nogen anden Udvei, jeg skulde vist Dig den, om jeg saa skulde holde Fingrene i Ilden for at gjøre det.”
Thinka smøg Haanden hen paa Ma’s magre og hulkede sagte ned i Puden.
„Far er ikke saa stærk længer, — taaler ikke mange Sindsbevægelser, — saa det kan se mørkt nok ud. Attaken nu sidst han kom hjem” …
Da Ma var gaat ud, lød der Suk paa Suk i Mørket.
Sent udover Aftenen sad Ma og holdt paa Datterens Hoved, for at hun skulde faa Søvn; hun vak saa idelig op.
Og nu, Thinka endelig sov uden disse Rykninger længere, — stille og rolig med det unge, lyse Hoved jevnt aandende paa Puden, gik Ma ud med Lyset … Det værste var over!
— Var Kapteinen i løftet Humør efter fra Kontorvinduet at have set Aslak, der gik Ekspressen ned til Fogden, forsvinde ud af Grinden, saa blev han i visse Maader dobbelt sat op i Forhaabningernes Rige ved en liden Brevstump fra Inger-Johanna dateret Tilderød:
