„Javist, javist, vakker nok … Pokkers staut Kar, Løitnant! — Værsaagod mine Herrer.”
„Kaptein Rønnow og Løitnant Mein, Ma!” sagde han, idet han aabnede Døren.
Fruen reiste sig fra sin Plads ved Bordet, hvor hun nu sad med et smukt hvidt Strikketøi. Hun hilsede saa hjertelig, som hendes stive Skikkelse tillod, paa Kaptein Rønnow og noget let mønstrende paa Løitnanten. Det var Stiftamtmandens Søster, som der „gjordes Salaam” for, som Kaptein Rønnow bagefter udtrykte sig … gammel stor Familie.
Fruen forsvandt lidt efter i Husligheden for at „skaffe dem noget til Aftens”.
Kaptein Rønnow gned Hænderne efter Kulden, svang sig om sit ene Ben paa Gulvet, stillede sig saa med Ryggen mod Ovnen:
„Jeg siger Dig, vi er bundfrosne, Peter … men — aa Løitnant tag ind Flaskefodret!”
Da Løitnant Mein kom ind igjen, tog Rønnow en med Etikette forsynet, forseglet Flaske og holdt den svingende efter Halsen hen imod ham:
„Ser Du den, Peter Jæger! Se rigtig paa den, — og bliv rørt over en Kammerat. Ægte Arak fra Atschin i For-, i Bag-, i Øst- eller Vestindien. Jeg overrækker Dig den herved. Maatte den smelte dit Hjerte, Peter Jæger!”
„Varmt Vand og Sukker,“ Ma!” raabte Kapteinen ud i Kjøkkenet, „saa skal vi snart kjende, om Du blot vil trække os enfoldige Landsfolk op med Historier. Og saa Whistbordet frem, til vi faar Aftensmad, — vi faar gjøre den trekantet med Blindemand.”
„Brrr … rrr … potz blitz! hvad er det for Stof, Du har i Tobaksdaasen, Jæger?” udbrød Rønnow, der var henne og stoppede en Pibe. „Pulver, Nysepulver, tror jeg! Lugt, Løitnant! — det maa være noget Ormekrudt fra Barnekammeret.”
