nanten dreiede sig, strakte Halsen og gabte ligesom „Svarten”, da de gik ud.
Fruen rettede sig med Strikketøiet:
„De kom jo i sin Tid til min Broder Stiftamtmandens, Kaptein Rønnow,” anspillede hun. „De er barnløse Folk, som kan føre et gjæstfrit Hus. De gjør dem vel ogsaa en Visit nu?”
„Om jeg gjør, Frue? At undlade det vilde være en Forbrydelse! — I har nu vel tænkt at sende nogen af Døttrene derind“? Stiftamtmandinden er den, som forstaar at føre en ung Dame ind i Verden, og jers Inger-Johanna!” …
Fruen svarede langsomt med Vægt; der kom noget af en undertrykt Bitterhed op i hende:
„Det vilde være en altfor uventet Lykke; — men vel mere end vi afsides Landsfolk kan vente af vor store, fornemme Svigerinde. Smaa Forholde gjør desværre smaa Folk, store skulde gjøre dem anderledes. Min Broder har gjort hende til en lykkelig Kone.”
„Top! vil I tillade en gammel Ven at virke lidt for Eders indtagende lille Inger?” udbrød Kaptein Rønnow.
„Jeg tænker, Ma vil takke Dig! Hvad Gitta? — saa har Du en Knag at hægte nogen af dem paa. Det skal forresten ikke være fra nogen af os to, at Inger-Johanna har taget Skjønheden i Arv, Ma!” kræmtede Kaptein Jæger afledende sin Hustrus straffende Blik; „men der er Race i hende baade paa Fars og Morssiden. Hendes Oldemoder blev giftet op til Norge af den danske Dronning, fordi hun var for vakker der ved Hoffet, — det var din Bedstemoder, Ma! Frøken von …”
„Men kjære Jæger!” bad Fruen.
„Pyt, Ma, — der er strøt mange Aars Sand over de Ting.”
Da Spillet igjen var kommet igang, gik Fruen med Strikketøiet hen til Spillebordet pudsede først
