havde blot sagte indvendt, at de maatte tale om alt dette iaften.
„Alt dette, — alt dette, Ma! — at Inger-Johanna er buden didind til næste Vinter. Og det har vi Rønnow at takke for. Det er da kort og greit nok, skulde jeg tro. Hvad? Hvad?” brusede han utaalmodig op. — „Er det ikke greit? … eller har Du noget bag Øret om den Ting ogsaa?”
„Nei … nei, kjære Jæger!”
„Ja, da skulde Du ikke opholde hele Aflæsningen af Varerne med dine stille betydningsfulde Suk og hemmelige Meninger, som altid gjør mig gal i Hovedet. Du véd, jeg hader det. — Jeg marscherer altid lige paa Meningen!”
„Jeg tænkte bare paa din Uniformsfrak, om Skrædderen har sendt med Resterne af Klædet, Du véd”
„Du har Ret, Du har Ret, Gitta!” Og ud fo’r han som en Ild.
I Kjøkkenet skede en Op— og Udpakning foran det mangeskuffede Speceriskab, hvor Rosiner, Svedsker, Mandler, de forskjellige Sorter Sukker, Allehaande og Kanel blev fordelt ned i hver sit Rum. Af og til faldt en Tribut, en Svedske, to Mandler eller tre Rosiner, til hver af Børnene; — og det lod sig ikke nægte, at dette med Bylæsset var som en foreløbig Juleaften.
Kapteinen stod først ivrig interesseret hos for at faa fat i Blækkrukken, Tobakken og de stærke Sager, som skulde forvares i Kjælderen; — de maatte op og alt andet tilside! Og siden fløi han ind og ud med en eller anden af Regningerne i Haanden og en dyppet Gaasepen for at sammenligne den med Generalnotaen, som Fruen havde naglet op paa den øverste Dør i Speceriskabet.
„Ma! — kan Du begribe sligt Optrækkeri?” han braastansede foran Notaen, som dog tilslut altid befandtes at være i sin Rigtighed, og vendte saa
