„Hm, hm, … naturligvis ja! — — Fa’ren op ad Dage,” mumlede han … „Hm! — naa, De har jo faaet præceteris alligevel … Skal De ikke tage en halv Dram til?” kom det gjæstfrit bortledende.
„Nei Tak! Men jeg skal sige Dem, hvordan det er gaat min Far. Det er akkurat som med en Jagthund, de havde faat over hos Skriveren. Der var slig Race og Mod i den, at én skulde lede efter Magen; men saa havde den en Dag bidt et Faar, og saa Skulde den kureres. Det gik til slig, at de stængte den inde i Faarestalden. Der. Stod den alene ligeoverfor Saubukken og alle Faarene. Det var en ren Herrefornøielse, syntes den. Saa kom Væderen farende imod den, og Hunden trillede overende. “Pyt, det gjorde ingen Ting! — men efter Væderen kom trippende, inden den fik reise sig, alle de femti Faar trip, trip … trip … trip hen over den, saa den blev ganske ør. Igjen stod de mod hverandre, og paany satte Væderen ind paa Hunden, og — trip, trip … trip … trip … fik den Fødderne af hele Faareflokken over sig.
Saadan drev de paa i stive to Timer, indtil Hunden laa der ganske Stille og aldeles ør. Den var kureret, bed aldrig noget Faar mere. Men, hvad den duede til bagefter, skal vi snakke smaat om, — den havde gjennemgaat Krigsskolen, Hr. Kaptein!”
Idet han saa op, mødte han Fruens mørke, vægtige Øine paa sig; hendes Kappehoved dukkede sig straks ned i Sømmen igjen.
Kapteinen havde hørt mere og mere ivrigt til. Kuren paa Jagthunden interesserede ham; og det var først ved den sidste Yttring, det faldt ham ind, at der var noget under.
„Hm, — min kjære Grip — ja saa, De mener det! — Hm! kan ikke være enig med Dem; — det var dygtige Lærere og … hø, hø, — vi var saamæn hellerikke Faar, min Ven! … hø, hø! hø, hø, —
