Brunen! … Jeg liker ikke Fliserne. Han skulde vel aldrig bide i den?”
„Haa haa haa, — nei, var det likt!” Ola grein fult; ikke bekjendte han i Fremmedmands Nærvær, at Kapteinens nye Brune var en Krybbebider.
Kapteinen var blet ganske rød; han tog Huen af og gik hastig bortover med den i Haanden …
„Slig Kjeltring af en Hestebytter” …
Han saa sletikke længer egnet ud for Anmodninger.
Fra Aftenskyggen ved Laavevæggen reiste sig de nævnte to Mænd.
„Er det nu Tid paa Dagen at komme til Folk“?” busede han ud. „Naa ja, gaa op paa Kontoret!”
Hermed strøg han over Gaarden, keg i Brønden og gjorde en Vinkel op til Dagligstuvinduet:
„Smaapiger. …
Inger-Johanna! … Thinka!” lød det med forstærket Røst. „Spør Ma, om Kjødstykket skal ligge der over Brønden og raadne?”
„Marit har ta’t det op, vi skal ha’ det tilaftens,” søgte Thinka at hviske.
„Saa? — det behøver vel derfor ikke at ligge, saa Pasop ta’r det.
Vis Studenten om nede i Haven, saa han kan faa sig noget Ribs,” raabte han ind af Stuedøren, som han fo’r op ad Kontortrappen.
— Arent Grips righaarede brune Hoved med den knappe, flade Hue ovenpaa saas nu en god Stund mellem Ribsbuskene ved Siden af Thinkas høie lille blonde. Han snakkede i Begyndelsen en hel Del, og de livlige blanke, brune Øine var sletikke ondskabsfulde, syntes Thinka; hun begyndte alt at interessere sig temmelig varmt for ham.
Sine Støvler fandt han om Morgenen staaende istandsatte foran Sengen, og et Bræt med Kaffe og
