„Naa saa den” —
Han drev rasende Ola én under Øret. „Staar Du og truer Hesten, din Svinehund!”
Da Stor-Ola gav Kvældforet, indfandt Kapteinen sig igjen i Stalden. Han tog Lygten og lyste hen paa Borken.
„Nytter ikke at kurere Dig for at gaa i Grøften … Se der, tag det Markstykke, Ola, saa har ialfald Du Fortjeneste paa den!”
Olas brede Ansigt lyste polisk op:
„Doktoren faar nu forsyne sig vel med Planker; for den, han fik, aad op tre totoms, mens vi havde den” …
„Du Ola!” nikkede Kapteinen, „det er ikke værdt at lade ham høre andet end, at den ser med begge-Øinene hos mig.”
— Da Stor-Ola paa Vaarsiden i Isslasket kjørte Vedlæsset hjem fra Giljeteigen, maatte han vige op i Snekanten for Doktor Rist, som kom i Smalslæde fra Nordbygden.
„Driver med Borken, ser jeg? — Har Kapteinen faat Ret paa den? … Skjever vel lige hardt i Veisiden?”
„Nei var det likt! Kapteinen var nok den, som fik Raad med det; — han er ikke mere skakkjørt nu end jeg!”
„Kan tro det, din Løgnhals” … mumlede Doktoren, idet han smeldte paa Hesten og strøg videre.
Kapteinen var i et forfærdeligt Humør; det drønede i Dørene hele Formiddagen …
Ved Middagstid var der et lummert Pusterum,
