„Aa, — den som bare havde en Pibe nu, Du, og fik gaa og drive” …
„Du har den jo i Haanden, Mand!”
„Saa? — ja men ladet, ser Du.”
„Du stod jo netop inde og stoppede den” …
„Jeg? … Nei saa!! — men Ild, ser Du, Ild” …
„Hør, Jæger! Scharfenberg er alt oppe og tar sig en Middagslur.”
„Ja, ja; men den Borken Du, den snød Du mig skam” —
„Aa Snak, Peter! Din Krybbebider aad sig halvt ud igjennem Væggen hos mig … Den Madeiraen Du, var stærk” …
„Du Rist, — min Datter Inger-Johanna” …
„Ja ser Du, Peter, — jeg tilgi’r Dig, at Du er lidt hugæln over hende, hun kan snurre anderledes Hjernekasser rundt end din!”
„Hun er deilig, — deilig!” — det trak op til en betænkelig Rørthed i Stemmen …
De to Krigens Mænd trak sig i sedat Marschtakt tilbage til et af Soveværelserne ovenpaa.
Inde i Gangen stod lange Buchholtz, Sorenskriverfuldmægtigen, stiv og stille mod Væggen med Kaffekoppen i Haanden; han grublede paa, om nogen kunde mærke noget paa ham. Han havde været inde i Kaffeværelset hos Damerne og prøvet at aabne en Konversation med Jomfru Jæger:
„Har De været her længe, Jomfru Jæ—ger?”
„Tre Uger.”
„Og hvor læ—ænge tænker De at blive her?”
„Til Slutningen af August.”
„Savner De ikke Hovedstaden her o—oppe?”
„Nei slet ikke.”
Hun vendte sig fra ham og begyndte at tale med sin Mor. De samme Spørgsmaal havde hun nu faat af alle Herrerne!
Ved Døren stod den udadlelige Kandidat Horn og nød sin Kaffe — og Fuldmægtigens Nederlag.
