hvilt Stand, parate til at paabegynde en Boston udover Aftenen.
„Men Jørgen … Hvor er Jørgen?”
Han kom lydende Paaraabet, noget bleg og koldsved, men med freidige Gebærder, ned fra Kontorbygningen, hvor han havde siddet og røgt Tobak i Smug sammen med Fogdens Kontorist samt „Eksekutionshesten”, den drastiske Betegnelse for dennes upopulære Andel i Fogedfunktionerne.
— Bostonen fortsattes efter Aftensbordet med voldsomme Beter og ganske mærkværdige oplagte Spil, mellem Sorenskriveren, Kapteinen, Fogden og Prokuratoren.
Inde i den anden Stue sad Ma urolig og undrede paa, naar Far tænkte at bryde op … de havde den længste Tur hjemover, og Klokken var alt blevet til Fogden havde forgjæves fristet dem til at blive over om Natten; men det gik nu engang ikke an; Jæger havde aldeles bestemte Grunde, hvorfor de maatte være hjemme igjen imorgen.
Hun Sad i Stilhed og haabede paa den lille hvasse Fru Scharfenberg, om hun ikke snart skulde vove at vise sig i Døren til Spilleværelset.
Men det trak ud; — de andre Fruer haabede vist igjen paa hende.
Hun vinkede paa Inger-Johanna.
„Kan ikke Du gaa ind, Du,” hviskede hun, „og minde Far lidt om Tiden; men bare fra Dig selv!”
— Klokken elleve sad de endelig i Vognen, — efterat Fogden paa Trappen igjen havde hævdet sit Gammelmandsprivilegium overfor de unge Damer. Han var en Sand Mester i at modmanøvrere alle de spøgefulde Maader, de havde at unddrage sig for at søge Sin Frelse fra den smaskende Afsked.
Fuldmægtigen og Kandidat Horn fulgte Vognen ned til Grinden.
