opdaget for bare nogle Aar siden midt i et vidtløftigt Fjeldplateau, som bare en og anden Rensdyrjæger vidste noget om.”
„Ikke afsat paa noget Kart, nei, — saa blankt som inde i Afrika … punkteret som uopdaget!” oplyste Kapteinen. „Men saa gaar der jo Færdsel nok Bygderne imellem baade med Folk og Fædrifter og Fjeldene har sine Navne fra gammel Tid nede i Almuen.”
„Sandt nok, — de indfødte kjender jo ogsaa det indre af Afrika, men derfor kaldes det ikke opdaget af den civiliserede Verden!” lo Grip. „Jeg studerede altid paa, hvad der kunde findes i et saadant hemmelighedsfuldt Strøg midt i Landet. Der kunde være meget der! hele forladte Dalfører fra Oldtiden, — gamle indsunkne Bjelkehaller … Og saa Vildrenen fygende hen over Vidderne” …
„Ja Skytteri!” samstemmede Kapteinen, — „vi faar mangen lækker Rensteg derovenfra.”
„Det var det, som drog mig, da jeg traf Renskytten for to Aar siden. Jeg vilde opdage lidt, — se hvad der var.”
„Akkurat som alt det, vi gik og indbildte os om Byen,” udbrød Inger-Johanna.
„De skulde følge Deres Far et Stykke indover Fjeldet, Frøken, — se, om De kunde finde et eller andet Høienloftsbur!”
„Det var en Idé, — slet ingen dum,” optog Kapteinen … „ikke umuligt … sletikke! — Du kunde faa ride helt til Grønnelidsætrene” …
„Ja, kunde Du sætte det igjennem, Far!” udbrød hun ivrig. „Nu har jeg ogsaa faat Lyst til at se, hvad der er. Jeg tror, vi altid tænkte, at Jorden endte der indover med vor egen Sætermark.”
„Jeg har Tepper med paa Kløvsadelen, — og hvor de kan skaffe Tag over Hovedet paa mig, er der vel ogsaa saavidt,— at Du kan være med” …
