Side:Ketil Motzfeldt - Dagbøger 1854–1889.djvu/27

Denne siden er korrekturlest

mede selvfølgelig med De Geer, og sagde at det ikke var vanskeligt at godtgjøre Sagens paatrængende Nødvendighed. Realiteten vilde

Vi Intet have med at bestille, og holdt fast ved at «Uppskofet» af Kongen var erklæret tjenligt.

Svenskerne kunde ikke begribe hvad det skulde hjælpe at dele Sagen, det vilde da ialfald ikkun give enkelte Dages Opsættelse.

Jeg oplæste Storthingets Adresse (Deel deraf) og forklarede deraf at vise sig aldeles nødvendigt, førend man tog sig paa at faa Resolution om Kommitte, at indrette sig saa at Mistilliden kunde hæves; og Middel dertil at forsøge maatte da være at Svenske Statsraad ved Indstilling om Unions-Kommitteens Arbeide benyttede Leiligheden til at udtale sig klart og bestemt om Rigernes Ligeberettigelse og Eneraadighed i ikke-unionelle Anliggender. Megen Tale herom paa begge Sider.

Kongen vilde være af vor Mening, og

De Geer ytrede sig ligesom indgaaende paa vor Fordring, da paa eengang

Lagerstråle hørtes sige, at det kunde lidet hjælpe at udtale saadanne Ord, naar det dog kanske senere viste sig at man ikke er enig om deres Betydning. Herved tog

Svenskerne ny Fart.

De Geer forklarede at han ikke dristede sig til at udtale saadanne Ord uden at definere dem, og ulykkeligvis støttede

Kongen os med at sige at den Definition ikke var vanskelig, og det maatte være meget let at gjøre Overendekastningen af Unions-Kom.s Arbeide smagelig, naar man med det Samme underhaanden underrettede om ny Kommittes Nedsættelse. Efter atter lang Diskussion forklarede

Jeg at min Hensigt med Delingen var at give Svenskerne den omhandlede Anledning til forsonlig Udtalelse, hvorefter Udsigt maaske kunde vindes til at fortsætte Forhandlingerne, men at denne Grund faldt bort naar det viste sig at Hans Excell. ikke dristede sig til at tage hine Ord i sin Mund eller Pen, uden Definition, hvilket aldrig af mig havde været forudsat. Det vilde da blive at begynde med Uenighed, det var efter faldne Ytringer let at forstaa. Heraf tog

Gripenstedt Anledning til at spørge, om jeg altsaa kjendte De Geers Nedskrevne, hvortil nei, Sligt var klart nok uden Læsning,

Jeg havde ikke villet befatte mig med Realitet.

Vi fremholdt gjentagende, at under disse Omstændigheder maatte vi, med Storthingets Adresse for Øie, antage at der ikke vilde findes Norske Mænd til Kommitteen, og at det for os er uforklarligt at Sagen har det forunderlige Hastværk; ligesom vi i det Hele taget ikke skjønnede Revisionens Nødvendighed. For Hastværket var rigtignok