Side:Ketil Motzfeldt - Dagbøger 1854–1889.djvu/38

Denne siden er korrekturlest

Møinichen, enedes om at det sædvansmæssige «i det Væsentlige» ikke skulde indtages i Tiltrædelses-Erklæringen.

Imedens Birch-R. i dette Møde gjentagende havde udhævet, at Sibbern lagde særdeles megen Vægt paa sine Betænkeligheder, havde han dog ikke omtalt, at der i det den samme Dag erholdte Brev af 17 Oktbr. var Tale om Sibberns eventuelle Afgang af Hensyn til de omhandlede Hentydninger, dels fordi han tænkte sig at Udtalelsen herom kunde bero paa en øieblikkets Stemning, som muligens ved nærmere Overveielse og fortsat Correspondance vilde forandres, og dels fordi han ialfald ikke fandt at Sibbern burde have nogen anden end Argumenternes Indflydelse paa Affattelsen af en Betænkning, som skulde være den Norske Regjerings og ikke Sibberns. Men den 25 Oktbr., forinden endnu den vedtagne Betænkning havde kunnet blive færdig til Underskrift, samledes Regjeringens Medlemmer efter Opfordring af Petersen for at erholde Underretning om, at han med Dagsposten havde modtaget Brev fra Sibbern om at denne, ifald Hentydningerne bibeholdtes i Betænkningen, vilde søge Afsked. Alle vare da fremdeles enige om, at der ikke i Sagen selv var Grund til nogen Beslutning forskjellig fra den allerede fattede, men Meningerne delte sig i Henseende til hvad der skulde være rigtigt at foretage af Hensyn til Sibberns i Udsigt stillede Udtrædelse af Raadet. Riddervold ytrede sig for at man hellere end at faa en saadan Splittelse burde lade Hentydningerne udgaa. Møinichen og Manthey syntes at helde til samme Mening. Petersen, Wergeland og jeg udtalte os derimod, imedens Birch-R. ytrede, at han gjerne saameget som det efter hans Opfatning af Sagen var ham muligt vilde lempe sig efter Collegernes Mening. Med Forklaring om, at hvad der sigtedes til ved de omhandlede Udtryk var ingen Hemmeligheder, og at navnlig hvad det Manderstrømske Cirkulære angik maatte det erindres, at det endogsaa var meddelt mig og Hundrede andre Mennesker i Storthinget, hvorfor der efter mit Skjøn ikke engang kunde være noget iveien for at trykke det om jeg saa behagede, blev det under Diskussionen af mig fremholdt, hvorledes det allerede skulde være ilde ifald Trudsel om Afgang, fremsat af Nogen som har at deltage i Betænkningens Afgivelse, skulde øve afgjørende Indflydelse paa dens Beskaffenhed, men at det vilde være endnu langt værre ifald Regjeringen i Christiania skulde, angaaende Betænkninger, som den grundlovmæssigen har at afgive, lade sig foreskrive Betingelser af Statsministeren, der ikke i nogen Maade deler Ansvaret for disse Betænkninger, og hvis grundlovmæssige Indflydelse paa Sager af heromhandlede Beskaffenhed først skal vise sig, naar de komme fore i Statsraad hos Kongen. I Betragtning heraf, og da Hentydningerne efter min Overbevisning vare høist væsentlige til at friholde Norge for Beskyldningerne om at skulle have ved Mangel paa Opmærksom-