han lovede enhver af dem større Verdighed og Magt, end de tilforn havde. Og dertil kom endelig, at Folket i Norge var tilbøieligt til at faa Haakon Jarl tilbage, eftersom han, da han før raadede for Landet, havde været saare elsket af Landsfolket“[1]. Her seer man udhævet med Skjønsomhed og Upartiskhed Aarsagen til den Uvillie mod Olaf, som paavirket af Knuts Kunster udbrød i en næsten almindelig Reisning af det norske Folk mod dets Konge; og den Anskuelse af Forholdene, som Sagaerne her udtale, er ingen anden end hele Folkets, efterat det var kommet til ret Besindelse fra sin første Opbrusning, og havde faaet smage Opstandens bittre Frugter. Allerede under Olafs Ophold ved den skaanske og svenske Kyst havde Knut havt sine Speidere i hans Hær, hvilke ved Løfter om Guld og Venskab lokkede mange Høvdinger til lønligen at give Knut sin Tro, og love ham Hjælp, naar han kom til Norge. Denne Paavirkning sporedes strax i en Vakklen og Uenighed i alle den norske Hærs Raadslagninger, der hindrede Olaf i ethvert raskt og afgjørende Skridt[2]. Men da han var kommen hjem til Norge, aabenbarede snart Frafaldet sig i hele sin Hadskhed og i sin fulde Udstrækning. Erling Skjalgssøn af Sole var den mægtigste af Norges daværende Høvdinger, hvis Indflydelse strakte sig over hele Rogaland og Hørdaland, og som var anseet baade ved egen Dygtighed og ved sine Slægtforbindelser, da han selv var gift med Kong Olaf Tryggvessøns Søster, og en af hans Sønner med en Datter af Svein Jarl. Men Erling var allerede under det danske Tog med sine Sønner i Knuts Hær som Olafs erklærede Fiende; og om Høsten efter drog han til Norge med Knuts Sendemænd i sit Følge, hvilke om Vinteren gjennemfore Landet uden Sky, under Erlings Beskyttelse, og uddelte aabenbare og hemmeligen Knuts Guld blandt de Misnøiede og Vakklende. Ogsaa Haaleyingen Thorer Hund i Bjarkø havde tidligere forladt Norge og var traadt i Knuts Tjeneste[3]. Den gamle, listige Haarek af Thjotta havde vel fulgt Olaf paa hans danske Tog, men var aldrig saasnart kommen hjem til Haalogaland, før han optraadte som Kongens aabenbare Fiende[4]. Einar Thambarskjælver, den indflydelsesrigeste Høvding i Throndhjem, gift med Jarlerne Eriks og Sveins Søster og fordum deres hengivne Ven, var aldrig kommen til noget ret oprigtigt Forlig med Olaf, og stod nu rede til at modtage sin Frænde Haakon Jarl med aabne Arme[5]. Disse vare paa den Tid at ansee som Norges første Høvdinger, der paa Grund af udstrakte Ætforbindelser og nedarvet Anseelse kunde lede Bønderne i det nord-
Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/119
Denne siden er korrekturlest
105
Knuts svigfulde Fremfærd.
