lige og vestlige Norge næsten som de selv vilde. Mange mindre navnkundige fulgte hine Storhøvdingers Exempel og sluttede sig aabenbare eller hemmelig til Knuts og Haakon Jarls Sag; og overalt droge Høvdingerne Almuen efter sig. Da Olaf i Vinteren 1027–1028 og den paafølgende Vaar for over Viken og Oplandene sporede han ogsaa her overalt Virkningerne af Knuts Løfter og Bestikkelser[1], og han kunde ikke dølge for sig selv, ligesom han ei heller dulgte det for de faa af sine Mænd, paa hvem han endnu stolede, at den Stridsmagt, han raadede for, var altfor ringe til at modstaa Knut, naar denne, hvorom ei kunde tvivles, snart angreb Norge, – og at han ingen Hjælp kunde vente af Landsfolket, paa hvis Troskab han ei længer kunde lide[2].
Knut lod ikke længe vente paa sig. Ved Limfjorden samlede han om Sommeren 1028 en Flaade paa 1200 Skibe, brød sig ikke om Olaf, der med sin ubetydelige Flaade laa ved Tunsberg, men satte lige over til Agder, hvor han mødte en god Modtagelse af Bønderne. Udenfor Rogaland stødte Erling Skjalgssøn til ham med meget Folk, og nu fortsatte han sin Færd nordefter langs Kysten lige til Throndhjem, hvor han paa otte Fylkers Thing blev tagen til Konge over hele Norge. Knut indsatte Haakon Jarl til Norges Styrer paa sine Vegne, og vendte derpaa igjen sydefter, drog denne Gang øst over Folden til Borg og holdt her Thing, paa hvilket som andensteds Landet blev ham tilsvoret. Overalt havde han taget Gidsler for Folkets Troskab af alle Lendermænd og Storbønder, nemlig deres Sønner eller nære Frænder, og nu drog han tilbage til Danmark, „efter at han – som Sagaerne sige – havde vundet Norge uden Sverdslag“[3].
Medens Knut saaledes med sin store og pragtfulde Flaade i et sandt Seiersoptog, under vel lønnede islandske Skaldes glimrende Lovprisning[4], drog frem og tilbage langs Norges Kyst, havde Olaf holdt til med sine tretten Skibe inderst i Folden, i Drøfn (Dramselven), hvor Knut ikke forsøgte paa at angribe ham. Seent om Høsten, da han hørte, at Knut var vendt tilbage til Danmark, drog han længer ud i. Viken, og derpaa i Begyndelsen af Vinteren langs Landet vester over. Meget lidet Folk stødte til ham, og han mærkede alt for vel, „at Landet var ham frasveget“. Hans Færd var langsom, da han idelig maatte kjæmpe med Modbør, og ved Jædern laa Erling Skjalgssøn med en betydelig Flaade for at hindre hans Forbifart. Her viste sig imidlertid endnu engang Lykken Olaf gunstig. Da Erling med uvarsom Fremfusenhed forfulgte ham, blev han ved en Krigslist af
