dre, Finn, Thorberg og Arne, fulgte Kongen i hans Landflygtighed. Da Kalf nemlig efter Olafs Bortfærd søgte Knuts Venskab, lod denne ham forstaa, at han behøvede en Mand som Kalf til at stille sig i Spidsen for Nordmændene mod Olaf, hvis denne skulde vende tilbage til Norge; thi i saadant Tilfælde kunde han ei stole paa sin Frænde Haakon Jarl, der – som han udtrykte sig – var saa ærlig, at han ei vilde skyde et Spyd mod Olaf. Han vilde derfor da lade Haakon fare til sig og holde ham i sin Nærhed, men gjøre Kalf til Jarl og lade ham raade for Norge. Kalf havde ogsaa laant Øre hertil og forpligtet sig til at lede Reisningen mod Olaf, hvis han igjen viste sig i Norge[1]. Et saadant underfundigt Spil drev Knut ligesaavel med sin Søstersøn, den ærlige Haakon Jarl, hvem han selv havde fremskudt for sig til en Lokkemad for Norges Almue, – som med Norges øvrige Høvdinger, der blendede af Had og Ærgjerrighed ikke mærkede, at de kun som foragtelige Redskaber arbeidede for Knuts Herskesyge, medens han i Grunden holdt dem alle for Nar.
Einar Thambarskjælver var den, som først fik Øinene op for det hele Blendverk, idet han uventet blev vækket af sine glimrende Drømme. Han for nemlig i 1030, saasnart han havde faaet Vished om Haakons Død, over til England til Knut for at see sit Haab om Jarldømmet opfyldt. Men han maatte nu høre af Knuts Mund, at denne vel vilde holde Einar i al Agt og Ære som den første af Norges Lendermænd, en Verdighed, der svarede til hans Byrd, – men af hans Jarldømme kunde der intet blive, da Knut allerede havde sendt sine Mænd til Danmark, for derfra at hente sin Søn Svein, hvem han havde givet Kongedømmet over Norge. Einar saa sin Lod; og han forhastede sig nu ikke heller med at vende tilbage til Norge, hvor vigtige Tidender stode nær for Haanden[2].
Olaf havde imidlertid opholdt sig i Holmgaard. Han havde altid været gudfrygtig; men under hans voxende Modgang, og især nu, da den verdslige Styrelses mangehaande Byrder ei længer hvilede paa hans Skuldre, vendte hans Sind og Tanke sig meer og meer hen imod Religionen, i hvilken han søgte og fandt sin bedste Trøst[3]. I hans Sind tumlede sig dog forskjellige Planer. Kong Jarisleif og Dronning Ingegerd, der gjerne vilde beholde ham hos sig, og kjendte hans Iver for Christendommen, tilbøde ham Styrelsen af et Landskab, der endnu var hedensk, for at han der kunde indføre Christendommen; – dette var ikke lidet lokkende for ham. Det foresvævede ham ogsaa, at opgive for stedse Kongedømmet, og drage til Jerusalem eller et andet helligt Sted for der at give sig i Kloster. Men paa den
