blev Bergens og vel tillige det hele vestlige Norges Skytshelgen; hendes Skrin blev hensat i Bergens Kathedralkirke, efter at den var bygget. Den Hellige Olaf i Nidaros var den anden; og den hellige Halvard blev nu den tredie. Hans Fest, Halvardsmesse, blev høitideligholdt den 15de Mai over hele Norge og paa mange andre Steder.
Ved Harald Haardraades Død 1066 blev hans tvende Sønner Magnus og Olaf Norges Konger under en Fællesstyrelse af Riget, som dog ikke varede længe. Magnus døde nemlig i en ung Alder allerede 1069 den 28de April, og Olaf blev nu Norges Enekonge. Vel efterlod Magnus en Søn Haakon; men til denne blev intet Hensyn taget, hverken for Øieblikket eller saalænge Olaf levede. Om Grunden hertil nævne vore gamle Kildeskrifter intet. Haakon var et reent Barn ved Faderens Død, og man har formodet, at det for den Sags Skyld ved Overeenskomst mellem Olaf og Folket er blevet afgjort, at Haakons Ret til Kongedømmet har skullet hvile, indtil han opnaaede en modnere Alder, eller maaskee for Olafs Levetid. Dette skulde da ansees for en Indrømmelse gjort Olaf undtagelsesviis fra den almindelige Regel: at enhver Kongesøn havde Ret til Kongenavn og til Andeel i Kongedømmet efter sin Fader. Men der er meget dunkelt i den gamle norske Ret, hvad Kongedømmets Fællesstyrelse angaar. En Bestemmelse i den ældre Gulathingslov gjør det høist sandsynligt, at naar flere samstyrende Konger gaves, saa regnedes deres Styrelsestid i det Hele kun som een Konges[1], idet den længstlevende arvede fine Medkongers Andeel af Kongedømmet, og intet nyt Led af Kongeætten stædtes Adgang til dette, saalænge han var i Live. Naar saaledes to eller flere Brødre vare tagne til Samkonger, og den ene døde tidligere end de øvrige og efterlod Søn, da skulde denne først kaldes til Kongedømmet, naar hans Farbrødre ogsaa vare døde, og da naturligviis i Forening med disses Sønner. Var dette erkjendt Ret og maaskee netop fastsat, idet Brødrene Magnus og Olaf toges til samstyrende Konger, da er det sande Forhold med Haakon Magnussøns Tilsidesættelse deri givet. Hvorom Alting er, saa findes ikke det ringeste Spor til, at Haakon har paatalt sin Ret for efter sin Farbroders Død, uagtet han længe forud havde naaet den Alder, som man dengang synes at have anseet for Kongernes Myndigheds Alder,
- ↑ Æld. Gulth L. c. 271, Norg. gl. L. I. 91: „En þó at konongar sé þrír senn at landi, þá er þat þó eins æfi“.
