1075. Hans Eftermænd nævnes: Thorhall eller, maaskee rigtigere, Thorolf, Aslak, Geirard, Kol. Den sidste er den nys ovenfor omtalte Kol Thorkelssøn fra Island, der endnu kaldes Vikens Biskop, og hvis Styrelsestid falder i de nærmeste 30 Aar efter 1100[1].
Denne Oprettelse af Biskopsdømmer med faste Biskopsstole, hvis Antal siden ved Delinger forøgedes fra tre til fem, som senere skal omtales, maa ansees for et vigtigt Fremskridt til det norske Kirkevæsens fuldkomnere Ordning. Med Hensyn til Biskoppernes Beskikkelsesmaade, synes herved ingen væsentlig Forandring at være foregaaet; thi skjønt de nu ophørte at kunne betragtes som Kongens Hirdbiskopper, og heller ikke mere benævntes saaledes, saa sees dog endnu længe efter denne Tid Kongerne at udnævne dem[2]. Mag. Adam i sin ovenanførte Skildring bruger rigtignok om Biskopperne Udtrykket: „antagne af Kongen eller Folket“, hvilket ligesrem antyder ogsaa en Virksomhed fra Menighedens Side ved Biskoppernes Valg. Herved maa dog mærkes, at Adam paa det Sted under Eet taler baade om Norge og Sverige, og altsaa ved den sidste Deel „eller af Folket“ muligen kan sigte nærmest til Sverige, hvor Kongedømmet i hine Tider var splittet, vaklende og magtesløst, og dets Myndighed i kirkelige Anliggender, som det lader, ubetydelig. Norge ganske uvedkommende tør man imidlertid neppe heller ansee hiint Udtryk; og i dette Fald maa man formode, at i Norge Folkets Indflydelse paa Biskoppernes Valg især skriver sig fra den Tid, da hver af dem begyndte at faa sit bestemte Omraade. Dog bor man ganske vist tænke sig denne Indflydelse meer som et Slags formelt Samtykke til Kongernes Valg, eller som en høitidelig Modtagelse og Erkjendelse af den ved Kongen beskikkede Biskop, eller høist taget som en forudgaaende Meningsyttring om hvem Menigheden helst ønskede til sin Biskop, – end som en virkelig Valgret. Paa Island, hvor intet Kongedømme gaves, var det længe Skik, at Folket, nemlig Lægfolk, fortrinsviis Høvdingerne eller Goderne, og Presteskab i Forening, virkelig valgte sine Biskopper[3]; – men at dette i samme Udstrækning skulde have været Brug i selve Norge, dertil gives hverken i Sagaerne eller de gamle Love nogen Antydning. Det her anførte gjælder naturligviis blot Biskoppens Beskikkelse til en vis overordnet geistlig Embedsvirksomhed inden Statens Omraade; hans Indvielse til den biskoppelige Verdighed i Kirken, tilkom, som tidligere omtalt, udelukkende dennes høiere Forstandere. Hvorledes det under Olaf Kyrres Styrelse har staaet med Me-
