skjønt ubetydeligt nok. Det er allerede fortalt, at Bernhard efter en tyveaarig Landflygtighed paa Island, hvor han levede i Samdrægtighed med Biskop Isleif, vendte tilbage til Norge strax efter at Olaf var bleven Konge. „Derpaa – heder det – for han til Rom ifølge Kongens Bøn og fredede for de Døde (friðaði fyrir önduðum)“. Da han var kommen hjem fra denne Reise, var det at Olaf beskikkede ham til Biskop i Selia, som før er omtalt[1]. Hvad der egentlig skal forstaaes ved hiint Erinde, som han for Kongen udførte i Rom, er ikke let at sige med Sikkerhed. Snarest kan man maaskee gjette, at de Døde, for hvem der skulde fredes, var Olafs Fader, Harald og de, som vare faldne med ham i England. Men bestod da Fredningen i en almindelig Forbøn for deres Sjæle, som foretagen i Rom skulde have større Kraft, og hvorom maaskee Olaf, der fulgte sin Fader paa det engelske Tog, havde gjort et helligt Løfte? – eller hvilede der paa Harald for et eller andet tidligere Misgreb mod Kirken eller Brud paa dens Lov en kirkelig Straf, et Ban, fra hvilket han i levende Live ikke var bleven løst, og for hvis Byrde Sønnen nu vilde befri hans Sjæl ved at henvende sig til Kirkens Hoved? – dette er Spørgsmaal, som af de hidtil bekjendte Kilder neppe lade sig fyldestgjørende besvare. Om Biskop Bernhard heder det forøvrigt, at han ansaas før en „høist udmærket Mand“ (hinn mesti merkismaðr)[2]. Hans Dødsaar er ubekjendt, men hans Død maa sandsynligviis være indtruffen i Kong Olafs seneste Styrelsestid, omkring 1090[3].
Olaf Kyrre døde i sin bedste Alder den 22de Septbr. 1093. Han efterlod en tyveaarig Søn Magnus, men denne blev ikke strax Norges Enekonge. Haakon, Kong Magnus Haraldssøns Søn, traadte nu ind i sin Ret, som havde hvilet i hans Farbroders Levetid, og blev i Throndhjem tagen til Konge over det halve Rige. En Fællesstyrelse af Kongedømmet indtraadte nu atter, der ikke lovede Folket lang Rolighed. De to Konger vare nemlig uvenskabelig sindede mod hinanden. Magnus, en ærgjerrig Yngling, der lignede sin Farfader i Sindelag meer end sin Fader, taalte ikke godt nogen Medstyrer. Han var derhos utilfreds med Haakon, fordi denne formindskede Kongedømmets Indtægter ved at eftergive Folket adskillige Tyngsler, som hvilede paa det fra Svein Knutssøns Dage, – og misundelig paa ham, fordi han herved og ved sit blide Væsen vandt Al-
