skop allerede nu erkjendtes for den vestlige Kirkes Hoved. Pave Gregorius den Store sendte kort for det 6te Aarhundredes Slutning christne Lærere med den nidkjære Augustinus i deres Spidse til den kentiske Konge Ethelbert. Denne blev omvendt, en engelsk Kirke grundlagt, og ved Midten af det 7de Aarhundrede var Christendommen befæstet i alle de angelsaxiske Riger i Britannien.
Til samme Tid udbredtes ogsaa Christendommen meer og meer blandt de tydske Folkefærd, som vare forblevne inden sine gamle Enemærker, i det nuværende Tydskland. De overtydske Folk: Allemanner, Bairer og Tyringer, hvilke efterhaanden kom i Underkastelses- eller Afhængighedsforhold til det frankiske Rige, modtoge tildeels herfra Christendommen; og ved Midten af det 8de Aar – hundrede stode kun de nedertydske Folk, Saxer og Friser, til bage som Hedninger. Men disse paavirkedes fra tvende Sider i christelig Retning: fra det tilstødende frankiske Rige baade ved Vaabenmagt og Missioner, – og fra England ved selvopoffrende Christendomslærere, der uden Understøttelse af verdslig Magt, med Martyrdøden for Øie, vovede sig ind iblandt dem for at forkynde Evangeliets Lære. De frankiske Kongers Pipins og Karl den Stores Seire gjorde endelig Udslaget, og ved Slutningen af det 8de Aarh. havde ogsaa de nedertydske Folkefærd paa ubetydelige Undtagelser nær bøiet sig for Christus og vare optagne i den christne Kirkes Skjød.
Nu først, ved Aar 800, kunde Christendommen siges ret at have naaet frem til de nordgermaniske Folkefærds Omraade; nu var efter Forsynets Styrelse Raden ogsaa kommen til dem, at deelagtiggjøres i Evangeliets Velsignelser.
Da Christendommen først virksomt berørte det skandinaviske Norden, traf den ikke der Folk, som Vildhed i Leveviis, dyb Uvidenhed og aandelig Raahed gjorde uimodtagelige for dens Lære. Nordens Beboere havde, allerede mange Aarhundreder tilbage i Tiden, svunget sig op til et Standpunkt af Dannelse, der fjærnede dem vidt fra de saakaldte Vildes Klasse. De sorte i Hjemmet et frit, men derfor ikke aldeles uslebet Bondeliv, og nærede sig i faste Bopæle ved Agerbrug, Fædrift og Fiskeri, medens ved Siden heraf deres Søkyndighed ogsaa lokkede dem over Havet til fremmede Lande fjærnt og nær, deels paa Handelsreiser, deels paa Vikingetog; de dannede Stater med en paa Agtelse for Lov og Ret grundet Samfundsorden; de kjendte Skrivekunsten, om de end ikke meget benyttede den, og besad i Ru-
