Nu vil jeg gjøre hvad jeg er pligtig til: forbyde Dig dette Uraad paa Guds, den hellige Olafs, Apostelen Peters og alle Helgenes Vegne“. Kongen saa under denne Tale frygtelig ud, heder det, og stod med draget Sverd i Haanden for Biskoppen; men Magne udstrakte Halsen, som om han stod rede til at modtage Dødshugget. Kongen vendte tilbage til Hallen uden at svare, og Biskoppen gik hjem glad ved at have opfyldt sin Skyldighed. Biskop Magnes djærve Adfærd havde den Virkning, at Kongen ikke holdt sit Bryllup dengang og paa det Sted. Han forlod hastig Bergen og drog til Stavanger for der at fuldbyrde Brylluppet. Den derværende Biskop, den foromtalte Engelsmand Reinald, der havde Ord for at være en saare gjerrig Mand, gjorde vist nok ogsaa Indvendinger mod Kongens Forehavende, men lod dog med det samme forstaa, at Sagen nok kunde lade sig drive, hvis en passende Opreisning gaves Kirken i Boder til Gud og Biskoppen. Kongen svarede hertil, at Biskoppen kunde tage af hans Gods, saameget ham syntes passende, idet han derhos lod den tvetydige Yttring falde, at der var stor Forskjel mellem denne Biskop og Biskop Magne. Sigurd egtede Cecilia, men viste ikke siden den stavangerske Biskop større Yndest end Biskop Magne[1].
Norge nød ifølge Sagaernes Vidnesbyrd en uforstyrret Lykke under hele Sigurds Styrelsestid; der var gode Aaringer og Fred i Landet[2]. Om dets blomstrende Tilstand under Sigurd vidner ogsaa den foromtalte Ordericus Vitalis: „Fem Stæder – siger han – ligge rundt om Norge ved Havets Kyst: Berga (Bergen), Cunghella (Konghelle), Copenga (Kaupangr i Þrándheimi d. e. Nidaros), Burgus (Borg el. Sarpsborg) og Alsa (Oslo). Tunsberga (Tunsberg) er den sjette Stad, som ligger ligeoverfor Danerne mod Østen (Stavanger er altsaa forbigaaet). I det Indre af Landet ere fiskerige og store Vande, og Gaarde (villœ campestres) ligge rundt om Vandenes Bred. Landsfolket har Overflod af Fisk, Fugl og alslags Vildt. De iagttage den christne Lov, Fred og Kydskhed overholdes af dem, og Forbrydelser straffes ved strenge Love og haarde Revselser. Orknøerne, Finland (Finmarken), Island tilmed og Grønland, det yderste Land mod Norden, og flere andre Øer ere underkastede Nordmændenes Konge; og fra hele Verden tilføres didhen Rigdomme ved Skibsfart[3]“. At denne Folkets Lykke var Maalet for Sigurds oprigtige Bestræbelser, derom vidner den Kvædling, som en gammel Saga tillægger ham:
„Bønder mig tykkes det bedste
bygget Land og Fred stande“[4].
