anden indbyrdes Brødre eller Søstre. De bare eens Dragt, spiste ved eet Bord og sov i Regelen i eet Værelse. Dragten var simpel for begge Kjøn: en fodsid Kjortel med Hætte, og en Kappe at bære udenover, naar de vare ude; derhos for Nonnerne en tætsluttende Hue og Slør. Munkene havde raget Isse, Nonnerne kort afklippet Haar. Ethvert Klosters Forstander eller Forstanderske valgtes almindelig af og blandt Medlemmerne, bestyrede Klosterets Ejendomme, optog nye Medlemmer, paasaa Regelens Overholdelse, undersøgte sine Underordnedes Forhold og bestemte Straffen for deres Forseelser overeensstemmende med Regelens Bydende. Paa visse Dage i Ugen samledes alle Medlemmerne til et saakaldet Kapitel (capitulum) for at høre Forstanderens Bestemmelser og Domme. Sin Forstander skyldte de ubetinget Lydighed ligesaavel som Klosterregelen, for hvis Overholdelse han nærmest var ansvarlig. Forsaavidt dannede ethvert Kloster saa at sige en liden monarchisk Stat. Men paa den anden Side skulde det egentlig staa under et Slags Overopsyn af den Biskop, i hvis Biskopsdømme det var beliggende. Enhver Klosterforstander eller Klosterforstanderske skulde høitideligen og med Velsignelse indsættes af vedkommende Biskop og kunde ogsaa i nogle Ordener under visse Omstændigheder afsættes af ham. Imidlertid var denne Afhængighed ofte kun til i Navnet. Saare hyppig var det Tilfælde, at Paven af sin Magtfuldkommenhed fritog, eller som det kaldtes eximerede visse Klostere fra den biskoppelige Overmyndighed, saaledes at Biskoppen af denne i Grunden kun beholdt den ceremonielle Indsættelsesret, hvorimod saadanne Klostere for øvrigt paa en Maade stode umiddelbart under Kirkens øverste Hoved, og deres Forstandere saa at sige vare Biskopperne sideordnede i Rang. Flere Klosterordener vare desuden ved selve sin indre Organisation i Virkelighed eximerede. I nogle Ordener havde nemlig alle didhen hørende Klostere en styrende Centralmagt i et almindeligt Ordenskapitel (capitulum generale), som igjen kunde være forskjellig dannet, men oftest bestod af samtlige eller de vigtigste til Ordenen hørende Klosteres Forstandere. I andre Ordener erkjendtes alle Klosteres Afhængighed af eet eller flere Moderklostere. I begge Tilfælde var den biskoppelige Overmyndighed ikkun en Skygge. Disse Omstændigheder frembragte meget ofte et spændt Forhold mellem Klosterordenerne og Biskopperne. Ikke heller var det sjældent, at der mellem Klosterordenerne indbyrdes fandt et Korporationsnid Sted, der kunde fremkalde høist forargelige Optrin.
Forstanderen for et Munkekloster benævntes forskjellig i de forskjellige Ordener: Abbed (abbas, ábóti), Prior, eller sjældnere Præpositus. Abbednavnet var i dette Tidsrum det almindeligste og det som medførte den høieste Rang; Abbeden gik nemlig i Rang
