næst efter Biskopperne. En Abbed havde gjerne som underordnede Embedsmænd i sit Kloster en Prior, en Subprior og en Sacristan, hvilken sidste var Klosterets Seglbevarer og Skatmester. Naar i Ordener, som ellers havde Abbeder, et Kloster bestyredes af en Prior som Forstander, da tilkjendegav dette som oftest, at Klosteret kun betragtedes som en Filialafdeling af et Abbedi. Men der var forresten ogsaa Ordener, hvori Abbeder ikke fandtes, og der indtoge Priorerne disses Plads. Forstandersken for et Nonnekloster benævntes: Abbedisse (abbatissa, paa Norsk: abbadís) eller Priorinde (priorissa). Til Medhjælper i Bestyrelsen af Klosterets økonomiske Anliggender havde hun en Geistlig, der af Klosteret udvalgtes med vedkommende Biskops Samtykke, og som benævntes: Prior eller Provisor, Raadsmand (ræðismaðr). Det var ellers en Følge af Sagens Natur, at Nonneklostrene iAlmindelighed vare den biskoppelige Myndighed strengere underordnede end Munkeklostrene.
Ethvert Kloster havde sin særegne Kirke, og til at besørge Gudstjenesten i denne var ansat en Prest med underornede kirkelige Tjenere. Presten valgtes i Almindelighed ved hvert enkelt Munkekloster, ligesom og de underordnede Kirketjenere, af og blandt Klosterets egne Munke. Da imidlertid blot i ganske faa Ordener prestelig eller i det hele kirkelig Ordination fordredes for dens Medlemmer, og følgelig selve Kloster-Forstanderen kunde være en Mand, der ikke var viet til nogen af Kirkens Grader, saa bleve i Almindelighed i ethvert Kloster nogle af Munkene udseede til at modtage den for Gudstjenestens og de egentlige kirkelige Forretningers Udførelse nødvendige Ordination af vedkommende Biskop. Nonneklostrene havde ogsaa hver for sig sin særegne Prest, der var Nonnernes Sjælesørger. Ogsaa han kaldtes af Conventet d. e. Klosterforstandersken og Klosterets Nonner; men Biskoppens Indflydelse gjorde sig dog vist nok her i Almindelighed meer gjældende ved Ansættelsen, end Tilfælde var med Munkeklostrene.
I Klostrene var der ellers foruden de egentlige Munke og Nonner en Deel Lægbrødre og Lægsøstre (fratres conversi, sorores conversæ), hvilke ei havde aflagt Klosterløfte. Dette var Lægfolk, som enten havde taget Tjeneste ved Klosteret, eller som for Penge gave sig derind for at nyde en anstændig Pleie og derhos erhverve sig en Delagtighed i den guddommelige Naade, som særligen tænktes at hvile over det hellige Sted.
Hvad her er sagt om Klostrene i Almindelighed gjælder da ogsaa de norske Klostere. Den Skik som i Udlandet fordetmeste var raadende, at ethvert Kloster valgte sig en verdslig Høvding til Beskytter (advocatus), synes i Norge at have været ubekjendt. Her ansaas, som
