og stiftede ved Munkekolonier fra England imod Tidsrummets Slutning, nemlig det første 1146 og det andet 1147.
Klostervæsenet var saaledes endnu kun i sin Barndom inden den norske Kirke; Klostrene i selve Norge vare kun 8 i Tallet, og ingen af dem, saavidt man kan skjønne, sterkt befolkede. Sit Underhold havde de væsentligst af det Jordegods, som ved deres Stiftelse tillagdes dem, vel især af Kongerne og vedkommende Biskopper[1].
II. Kirkens religiøse Skikke havde allerede i det her omhandlede Tidsrum fra en oprindelig Enfoldighed udviklet sig til et kunstigt System, paa hvilket for den hele vestlige Kirkes Vedkommende dens synlige Overhoved, den romerske Biskop, havde trykket sit Segl. Derved vare alle yderligere Forandringer gjorte afhængige af hans Bestemmelse eller Stadfæstelse, i det de enten paabødes ved umiddelbare pavelige Decreter, eller vedtoges paa almindelige, under Pavens Forsæde og Indflydelse afholdte Concilier eller Kirkemøder. Hvor en vis Folkekirke kunde gjennem en ældre, uafhængig Tradition have vedligeholdt enkelte afvigende Skikke, der var det Gjenstand for Pavens ivrigste Bestræbelser at faa disse udryddede eller omformede i det egte romerske System. Forsigtig Statskløgt kunde undertiden i et eller andet Land fremkalde en Opsættelse af Systemets strenge Gjennemførelse; men dette var fra Pavens Side kun en midlertidig Eftergivenhed, der snarest muligt igjen maatte vige til Fordeel for den kirkelige Eenhed, saadan som den af Paven opfattedes og paatvanges den ham underordnede Christenhed. Tiden for det pavelige Enevældes Gjennemførelse i hele den romersk-katholske Kirke nærmede sig allerede med sterke Skridt, og Kirke-Læren saavel som Kirke-Skikken var allerede saagodt som underkastet Pavens vilkaarlige Censur. Under saadanne Omstændigheder kunne vi ikke vente i det forliggende Emne at finde væsentlige eller endog blot sterkt iøinefaldende Særegenheder for den norske Kirke; det allermeste, som vi her komme til at afhandle, tilhører den romerske Kirke i dens Almindelighed paa det Standpunkt, den indtog ved det 12te Aarhundredes Begyndelse, ved Aar 1100.
Den norske Kirke antog de samme Sakramenter, som paa den Tid vare antagne i den almindelige romerske Kirke. Endskjønt hverken Navnet Sacramentum eller noget tilsvarende norskt Navn findes i de ældste norske Christenretter, saa betegnes de dog enkeltviis som anerkjendte. De vare, som vides, under Katholicismen syv, nemlig: Daab (baptismus), Confirmation (confirmatio), Nadvere (eucharistia), Kirkebod (poenitentia), Ordination (ordo, ordinatio),
- ↑ Om Klostergeistligheden og Klosterne s. Lange: De norske Klosteres Hist. i Middelalderen.
