Egteskab (matrimonium conjugium), og den sidste Salvelse (unctio extrema). Men i det her omhandlede Tidsrum var neppe endnu hiint Tal fuldkommen lovbestemt i Kirken, ligesom i det Hele Begrebet: Sakrament endnu var noget svævende.
Daaben (Norsk: Skírn eg. Renselse) omfattede to Handlinger: Betegnelse med Korsets Tegn (prima signatio, Norsk: primsigning), og den egentlige Daab. Korsbetegnelsen gik forud og foretoges med Chrisma eller Olie indviet af Biskoppen. Daaben foregik ved tregange gjentagen Neddypning i Vand, der var indviet med Korsets Tegn, og idet den sædvanlige Daabsformular blev fremsagt: „Jeg døber dig N. i Navn Faders og Søns og Helligaands.“ Overøsning kunde til Nød træde i Stedet for Neddypning, ligesom Spyt for Chrisma. Ethvert Barn skulde være døbt inden en vis, i Christenretten opgiven Tid; døde det uden Daab, maatte det som hedensk ikke begraves paa Kirkegaarden, eller i viet Jord. Daaben betegnedes derfor i Christenretterne som „Hævning fra Hedendommen“ (hafning or heiðnum dómi) I Regelen skulde Daaben forrettes af vedkommende Sogneprest og i Kirken. I Nødstilfælde, hvis Barnets Liv svævede i Fare, kunde den dog foregaa hjemme eller andensteds og udføres af hvilkensomhelst, der var kommen til nogenlunde Skjels Aar og Alder, dog af Mand heller end af Kvinde, og kun i høieste Nød af selve Faderen eller Moderen paa Grund af det aandelige Slægtskab (guðsiviar), i hvilket disse derved kom til hinanden, et Forhold, der efter den almindelige Regel gjorde deres egteskabelige Samliv for Fremtiden utilladeligt. Derfor paalaa det Enhver, som var tolv Aar gammel, at kunne Daabsformularen. Saadan Hjemmedaab skulde imidlertid, hvis Barnet levede, stadfæstes af Presten, dog uden gjentagen Neddypning i Vand. En Mand og en Kvinde skulde holde Barnet til Daaben, hvilke derved indtraadte i et aandeligt Slægtskab (cognatio spiritualis, Norsk: guðsiviar) ikke alene til Barnet, men ogsaa til den, som forrettede Daaben, og til hinanden indbyrdes. Det holdtes udentvivl allerede fra Christendommens første Indgang i Norge for Faddernes Skyldighed at sørge for, at Barnet snarest mueligt lærte Troesartiklerne (Credo) og Fadervor (Pater noster), hvilket ligesom ogsaa Daabsformularen Enhver døbt i Regelen skulde kunne, naar han var tolv Aar gammel. Den hedenske Udsættelse af Børn med Forældrenes Raad blev naturligviis i den christne norske Lov forbuden, dog i den første Tid, som det lader, ja muligen gjennem hele dette Tidsrum, kun under en Bod af 3 Mark, senere under Fredløsheds Straf. Et Slags Udsættelse af rene Vanskalminger tillades dog endnu i de ældste norske Christenretter. Hvis saaledes efter den gamle Gulathings Christenret et Barn fødtes saa vanskabt at „An-
