merske Kirke, følgelig ogsaa i den norske, skjønt Christenretterne ikke derom indeholde særlige Bestemmelser.
Egteskabet, paa Norsk: hiúskapr, opfattedes endnu, i Egenskab af Sakrament, høist ufuldkomment af Nordmændene. De vare fra Hedendommen af vante til at betragte Egteskabet ganske som en retslig Overeenskomst, og denne Anskuelsesmaade overførtes væsentligen i den christelige Lovgivning. Vel bragtes ved denne Egteskabet ind under Kirkens Omraade, forsaavidt som allerede i de ældste Christenretter strengt Forbud indførtes imod egteskabelig Forbindelse mellem Personer inden visse Frændskabs- eller Svogerskabs-Led, – i dette Tidsrum: det syvende Led for Frændskab, det femte for Svogerskab[1], – eller i et vist aandeligt Slegtskab ved Daab eller Confirmation, – hvilket Forbud det tilkom Geistligheden at see overholdt. Men ikke i nogen af de ældre Christenretter, ligesaalidt som i den verdslige Lov, omtales Kirkens Velsignelse eller en ordentlig Vielse som Betingelse for Egteskabets Gyldighed. . Ikke heller findes her nogen udtrykkelig Bestemmelse, der gjør Egteskabets Ophævelse afhængig af nogen Kirkens Dom, uden forsaavidt Spørgsmaalet var om Slegtskab mellem Egtefolkene i forbudne Led. Fleerkoneri er vistnok forbudet allerede i de ældste Christenretter[2]; men aabenbare meer af verdslige Grunde, navnlig af Hensyn til Arveretten, end af Grunde hentede fra Egteskabets religiøse Hellighed.
Den sidste Salvelse, paa Norsk benævnt ólean, omtales oftere i de ældste norske Christenretter[3]. Den skulde, efter den romerske Kirkes almeengjældende Vedtægt, kun meddeles Døende ved en Prest. Denne salvede med Chrisma alle de Lemmer paa den Syge, hvilke ansaas for Sandsernes ydre Organer, under den Bøn, at Gud ved denne Salvelse og for sin Barmhjertigheds Skyld vilde tilgive den Døende de Synder, han i sin Sandselighed havde begaaet.
Hvorledes der for Gudstjenestens Afholdelse ligefra Christendommens første Indførelse var sørget ved Kirkers Opbygning, er allerede ovenfor paa flere Steder omtalt, ligesom ogsaa disse Kirkers forskjellige Stilling og Rang er udviklet. Angaaende deres Vedligeholdelse eller Gjenopbyggelse i Tilfælde af fuldkomment Forfald findes i de ældste Christenretter omhyggelige Bestemmelser.
Ved Fylkeskirkerne eller Hovedkirkerne paalaa Vedligeholdelsen og Gjenopbyggelsen, som allerede forhen berørt, samtlige Fylkesmænd; og tiltrængtes en Gjenopbyggelse, da skulde denne paa Stevning være udført inden eet Aars Forløb, under Straf af 15 Marks Bod for alle Fylkesmændene, hvilken Bod – i Gulathings-
