hegnet. Med Begravelsen var almindelig forbunden et Gjestebud eller Arveøl (erfiöl, erfðaöl), hvorved den Afdødes Arving tog Arven efter ham i Besiddelse. Dette holdtes almindelig enten paa den syvende eller paa den tredivte Dag (paa Uge- eller Maanedsdagen) efter hans Død. Skikken var nedarvet fra Hedendommen. Den gjordes christelig derved, at Arveøllet tillige betragtedes som, eller forbandtes med et Sjæleøl (sáluöl), et Gjestebud for den Afdødes Sjæl, der altsaa var forenet med kirkelige Forbønner for denne. Naar Gjestebudet var af sidste Beskaffenhed, da var det Sogneprestens Embedspligt at være tilstede derved, og da skulde „Presten og hans Kone sidde i Høisædet“[1]. Saa lovligt ansaa man endnu dengang i Norge Presternes Egteskab for at være.
I den nærmeste Forbindelse med Kirkens religiøse Skikke stod ifølge den Tids Love tvende Retshandlinger, nemlig Eden (eiðr) især Renselses Eden, og Gudsdommen (guðskirslir ɔ: Gudsrenselse, Renselse fra Beskyldning ved Guds Hjælp); begge vare nemlig byggede paa en religiøs Anskuelse og foretoges ved Kirkens og dens Embedsmænds Bistand, og den sidstnævnte derhos under Kirkens umiddelbare Opsyn og Ansvar.
Eden aflagdes, forsaavidt den var Renselsesed, i Kirken, og i ethvert Tilfælde med Haanden paa en Bog, indeholdende Guds Ord, hvad enten det nu var Bibelen, eller Evangeliet, eller Messebogen, eller paa Korset, eller paa en eller anden Helligdom (f. Ex. Skrin med Helgenlevninger). Det første var det almindeligste, og en saadan Ed kaldtes Bog-Ed, bókareiðr[2]. Den ældste christelige Edsformular synes at have været den: „Hjælpe mig Gud i dette som i hiint Lys!“[3]. Senere var den følgende: „Dertil lægger jeg Haand paa den hellige Bog (eller paa Helligdommen), og det skyder jeg til Gud at o. s. v. – – Gud være mig huld om jeg siger sandt, vred om jeg lyver“[4]. For Meened var i den ældre Christenret en stor Bod fastsat[5].
Af Gudsdomme omtales kun tvende i de gamle norske Christenretter som gjældende ifølge Loven, nemlig: Jærnbyrd (járnburðr) og Kjedeltag (ketilfáng, ketiltak)[6].
Jærnbyrd, eller rettere Prøven med det gloende Jærn, foregik paa to Maader. – Den almindeligste, som Lovene egentlig forudsætter, og som nærmest svarer til Navnet Jærnbyrd, var, at den, som skulde rense sig fra en Beskyldning, bar i sin Haand et gloende Jærn et vist Antal Skridt, hyppigst ni. Naar han ved Maalet havde bort-
