Statsbyrde; den kunde selv bruge den eller leie den bort og deraf tage Landskyld, ganske paa samme Maade som Kongedømmet gjorde med sin vidtløftige Jordejendom; Kirken bidrog i Egenskab af Jordejer ligesaalidt til Staten som enhver anden Bonde. Dens Formue i Løsøre var ligeledes efter den almindelige Samfundsorden ubetynget. Indtraadte den i Leilændingsforholde enten til Kongedømmet eller til privat Mand, var den underkastet den almindelige Leilændingslovgivning, og dette var en aldeles privat Sag. Der kunde altsaa ikke efter Norges Statsret blive Spørgsmaal om nogen Kirkens Beskatning efter Jordejendom og Formue, da en saadan Beskatningsmaade overhovedet ikke i Loven erkjendtes. Spørgsmaalet kunde da blot blive om Kirkens Personer. Men her opstillede sig ganske naturligt den Betragtning, at forsaavidt personlig Krigstjeneste angik, da var denne baade upassende for og uforeenlig med Prestens Embedsstilling; og hvad de øvrige Ledingsydelser vedrørte, da var disses Øiemed oprindeligen et krigersk, og med Krig og Feide burde Presten intet have at skaffe. Derfor indrømmedes – og det rimeligviis ligefra Christendommens Indførelse – Geistligheden i denne Henseende en efter Forholdene høist billig og hensigtsmæssig Frihed. Enhver Biskop var ledingsfri for sig selv, sin Prest og sin Degn, og enhver Sogneprest for sig, sin Kone og een Klerk[1]. Men videre end til disse Personer strakte heller ikke Ledingsfriheden sig, saaledes at Biskoppen og Sognepresten, hvis han ellers havde Familie eller Tyende, maatte for disse yde Leding efter Mandtallet. At en tilsvarende Lettelse har været Geistligheden indrømmet i de Dele af Landet hvor Visøre ydedes, maa antages, skjønt vi ei vide saa nøie hvorledes den har været ordnet. Hvad Klosterfolket angaar, da er ingen udtrykkelig Oplysning at hente fra vore gamle Love. Klostervæsenet laa, som for bemærket, egentlig udenfor dem. Men just derfor har man al Grund til at antage, at det egentlige Klosterfolk, som havde aflagt Kloster-løftet, og derved var udtraadt af alle verdslige Forhold, var for deres Person fri for alle Bidrag til Staten. En anden offentlig Byrde, men som i hine Tider snarere maatte kaldes en Menighedsbyrde end en Statsbyrde, var Bidrag til Lagthingenes Opretholdelse, det saakaldte Thingfarefæ (þingfarafé) eller Thingfarekjøb (þingfarakaup), nemlig Bidrag (efter Mandtallet?) til de Mænds Underhold, som paa de aarlige Lagthing nævntes til Fortrædere for hvert enkelt Lagdømmes Bønder, de saakaldte Nævndermænd (nefndarmenn). Men med Hensyn til dette Bidrag gjalt den Retsregel, at de som enten selv vare nævnte til
- ↑ N. g. L. I. 97.
