Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/23

Denne siden er korrekturlest
9
Nordboernes første Kjendsskab til Christendommen.

Verdighed med hvilken den allerede dengang omgav sin Gudstjeneste. Beundringen af denne ydre Glands maatte igjen ganske naturlig opfordre dem til ogsaa at kaste et Blik i den saa herligt fremtrædende Religions indre Væsen, – til at sammenligne dens Lære med de Troslærdomme, hvilke de selv hyldede. Men maatte de hedenske Nordboere i Almindelighed, som Asadyrkere og i sin Karakter dybt paavirkede af Asatroens krigerske Aand, i Begyndelsen finde sig lidet tiltalte af den milde Christenlære, saa maatte dette især være Tilfælde med den Klasse af dem, som først fik Anledning til at betragte Christendommen i Nærheden. Dette var nemlig næsten udelukkende stridslystne Vikinger, hvis Hjerte i krigersk Overmod lukkede sig for en Tro, der aandede Fred, Blidhed og Ydmyghed. Høvdinger og Geistlighed i de christne Lande, som Nordmændene hjemsøgte paa sine Vikingtoge, sparede ingen Umage for at omvende disse frygtelige Gjæster til Christendommen; thi det var indlysende, at en saadan Omvendelse maatte være det kraftigste Middel til nogenlunde at dæmpe det vilde Krigermod og den raa Grusomhed, som man ei med Vaabenmagt formaaede at bekjæmpe. Disse Bestræbelser bare imidlertid længe kun ringe eller snarere ingen Frugter. Man søgte at lokke de farlige Vikinger til Christendommen ved at stille dem timelige Fordele for Øinene: fredeligt Ophold og Jordejendomme i de Lande, de hjemsøgte, samt rige Gaver for de Nydøbte. Vikingerne vare kloge og beregnende nok til ikke reentud at støde disse glimrende Tilbud fra sig. Ofte naar Krigslykken var dem mindre gunstig, naar deres Dristighed havde drevet dem for langt ind mellem deres Fiender, og de saa sig paa Nippet til at maatte bukke under for disses store Overmagt, lode de sig skareviis døbe. Men naar de vare komne ud af sin vanskelige Stilling, eller saa sine Rekker bestyrkede ved nye Tilstod af Landsmænd, forkastede de igjen den nys antagne Christendom og fremturede paa sin gamle Viis i Hedendom og Herjen. Der gaves de, som lode sig ikke een men flere Gange døbe, ikkun for at erholde de med Daaben forbundne Gaver, eller vel endog blot de hvide Klæder, som de Nydøbte iførtes; og vedbleve ligefuldt at være Hedninger i al sin Færd.

De hedenske Nordmænd, som besøgte christelige Lande enten i fredelig Hensigt, for at drive Handel, eller ogsaa for at tage Krigstjeneste, brugte at lade sig primsigne d. e. høitidelig betegne med Korset, uden derfor at modtage Daaben. Da følte de Christne ingen Afsky for at omgaaes dem, og paa den anden Sidebetragtede ikke heller deres hedenske Trosforvandte dem som frafaldne; de kunde da frit omgaaes begge Religioners Bekjendere og imidlertid tro paa hvad dem selv bedst tyktes[1],

  1. Egils S. c. 50: Norna Gests S. c. 10.