Venner som han var grum mod sine Fiender. Begge disse Brødre lignede hinanden ellers deri, at de vare ærgjerrige, voldsomme og stivsindige. Inge var blid i Tale og Væsen, gavmild og modtagelig for sine Raadgiveres Forestillinger. Inge var den af Brødrene, som besad de elskværdigste og mest vindende Sindets Gaver, men med et smukt Ansigt, bar han paa et vanført, vissent og kryplet Legeme, medens hans tvende Brødre vare, om ikke saa smukke af Ansigt, velskabte, sterke, vaabenføre og vaabenøvede Mænd. Eystein og Sigurd oversaa Inge og nærede vistnok allerede den Gang Tanken om at udelukke ham af Kongedømmet som legemlig udygtig til at opfylde dettes Pligter. Men Inge sad fastere i sit Kongesæde end hans Brødre troede. Lendermændene gjaldt paa denne Tid i Norge meer end maaskee nogensinde. De havde under den svage Harald Gille og rinder hans Sønners Mindreaarighed ført den hele Landsstyrelse paa Kongedømmets Vegne. De havde i henved 20 Aar været vante til at raade i Kongedømmets Navn og havde nu ondt ved at vende tilbage i sit gamle Lydighedsforhold rinder et selvstændigt Kongedømme. Dette fordrede imidlertid de selvraadige og stivsindige Brødre Eystein og Sigurd, der gjerne vilde øve sin kongelige Myndighed i den størst mulige Udstrækning. Inge derimod, i Bevidstheden om sin personlige Svaghed og sin Trang til Hjælp for at kunne opfylde sit kongelige Kald, betragtede Lendermændene – og det vist nok ganske i den norske Samsundsordens Aand – som sine naturlige Raadgivere, der skulde udfylde hvad han selv manglede i Modenhed og Styrerdygtighed. Herved hendroges Landets viseste, mægtigste og rigeste Mænd paa Inges Side, medens de frygtede de tvende andre Konger som fiendtlig stemte mod Lendermandsvældet. Men Lendermændene havde ogsaa, ifølge sin ved gammel nedarvet Vedtægt og Samfundsordenens hele Væsen befæstede patriarchalske Anseelse, den mest afgjorte Indflydelse paa Landets Bønder og Almue. De vare paa det nøieste bundne til Hauldernes eller Odelsbøndernes Klasse og saa at sige Folkets Ledere og Talsmænd. Paa den Side de stode, ordnede sig ogsaa Kjernen af Folket. Saaledes havde Inge, sin legemlige Vanførhed uagtet, i Lendermændenes Raad og Folkets Kjærlighed og Medfølelse en Støtte, der gjorde hans Kongedømme baade sikkrere og kraftfuldere end hans Brødres, trods disses Foragt for ham og indbildte Overlegenhed i Styrerdygtighed. Denne Kongebrødrenes indbyrdes Stilling medførte ganske naturlig en stor Spending, og en Splidens Aand ulmede i Kongedømmets Skjød, hvilken truede med et nærforestaaende voldsomt Udbrud.
Saaledes stode Sagerne i Norge ved den pavelige Legats Komme. Den kloge Nikolaus synes strax at have gjennemskuet Forholdene og derefter bestemt sin Fremgangsmaade. „Han lagde – heder det i
