Enkelte af dem verdigede Christendommen saa megen Opmærksomhed, at de dyrkede Christus ved Siden af Aserne. Saaledes heder det om den norske Høvding Helge hiin Magre, der var opfostret paa Irland og der bleven Christen, at han efter sin Bosættelse paa Island vel troede paa Christus, men dog paakaldte Thor til Søs, og naar han var stædt i Farer og i alle sine vigtigste Anliggender[1].
Største Delen af de Nordmænd, som paa sine Vikingtoge eller Handelsreiser lode sig primsigne eller døbe, vare udentvivl Fritænkere, der i Grunden foragtede baade Asatro og Christendom. De betragtede Daaben som en ligegyldig Ceremoni, hvilken de uden Vanskelighed underkastede sig, naar de deri saa sin Fordeel, men hvilken ingenlunde bandt dem i deres religiøse Tro eller i deres Vandel. Deres egen Kraft og Klogskab var den sande Gjenstand for deres Tro og Tillid.
Ikkun de, der toge faste Bopæle i de Lande, som de hjemsøgte, droges efterhaanden, om ikke anderledes saa dog ved Vanens, Overtalelsens og Fordelens Magt, nærmere til den christelige Kirke, og mange af dem bleve dens oprigtige Medlemmer; men disse. fjærnede sig da oftest med det samme for bestandig fra Fædrenelandet. Af de store Skarer Nordmænd og Daner, der ved Forliget mellem den engelske Konge Alfred og Vikingernes Konge Gudrum (Gorm?) i 878 lode sig døbe og nedsatte sig i England, hvor de egentlig dannede en selvstændig Stat af betydeligt Omfang under den engelske Konges Overhøihed, – finder man ikke omtalt, at nogen vendte tilbage til Fædrenelandet, for der at udbrede den nyantagne Tro. Ligesaalidet finder man dette omtalt at have været Tilfældet med nogen af de Nordmænd, som med Rolf Røgnvaldssøn nedsatte sig i Normandi og der med ham antoge Christendommen i Aaret 912. Sagen var udentvivl, at den til Christendommen virkelig omvendte Viking foretrak et roligt Ophold blandt sine nye Trosforvante i et fremmed Land, fremfor at optræde som Christendommens Forkynder, eller endog blot leve blandt sine hedenske Landsmænd. Den derimod, der vendte hjem med en paa Skrømt modtagen Daab, men med Hjertet opfyldt af Fritænkeri eller en af Asalære og Christendom sammenblandet forvirret Overtro, var ikke skikket til at bane den sande Christendom nogen Indgang i sit Fædreneland. Den Berøring, hvori Nordmændene ved sine Vikingetog kom til Christendommen blev saaledes for det første uden nogen iøinefaldende Virkning paa Folkestammen i dens Hjem. Den eneste skulde maaskee være, at den hos Mange fremkaldte eller befordrede en Ligegyldighed for al Religion, der medbragt til Hjemmet i Stilhed undergravede Asatroens Grundvold og gjorde den
- ↑ Landnamab. III. 12. jfr. I. 12 og II. 16.
