Skaldestykker[1]. Intet blev saaledes forsømt, der kunde gjøre Høitideligheden saa herlig som muligt.
Bi have nu udhævet de Træk af Nikolaus’s Legationsverk, som ere os bekjendte, eller til hvilke vi med nogenlunde Sikkerhed kunde slutte. Betragte vi hans Virksomhed i det Hele med Hensyn til den norske Kirke, saa kunne vi ikke andet end tilkjende ham Hierarchiets Grundlæggelse i Norge. Han ordnede den norske Kirkes selvstændige Provinsialforhold, – aabnede Adgangen for canoniske, af Kongedømmet uafhængige Biskopsvalg, ligesom og for Sognepresternes ordentlige Ansættelse ved Biskopperne, – ryddede den væsentligste Hindring af Veien for Kirkens Berigelse ved testamentariske Gaver, – og bevirkede endelig det hele Folks tydelige Anerkjendelse af den romerske Stols Overhøihed ved Indrømmelsen af Romerskatten. Dette var alt sterke Hjørnestene, paa hvilke under gunstige Omstændigheder af dygtige Biskopper kunde reises en fast hierarchisk Bygning. Han havde hermed udrettet, hvad han for Tiden formaaede at udrette for sin Legations Øiemed, og vist nok ogsaa hvad han for Tiden fandt nødvendigt. Han kunde nu ansee sin Legation i Norge fuldendt, og forlod Landet med en gunstig Stemning for Nordmændene og ledsaget af deres Høiagtelse og Kjærlighed. „Han udbedrede – siger Sagaen – i mange Maader Nordmændenes Seder, medens han var i Landet. Ikke har nogen udenlandsk Mand været i Norge, som alle i saa høi Grad have agtet, eller som bar formaaet saa meget hos Almuen, som han. Han for tilbage til Syden med store Vennegaver og erklærede, at han skulde i Fremtiden være Nordmændenes bedste Ven“[2].
Nikolaus drog fra Norge til Sverige, hvorhen han skal være kommen imod Slutningen af Aaret 1152. I Anledning af hans Komme holdtes – som man tror – et Kirkemøde i Linkjøping, paa hvilket flere Bestemmelser bleve vedtagne i Lighed med hvad der var skeet i Norge. Alligevel lykkedes det ham ikke at faa den svenske Kirkes Provinsialforhold endeligen ordnet. Aarsagen var den Splid, som raadede i Sveriges Indre. Det svenske Rige omfattede nemlig tvende indbyrdes avindsyge Folkefærd: Svear og Gauter; og disse kunde ikke enes om, hvilket af begge skulde nyde den Ære at have Erkestolen i sin Midte. Følgen blev, at Sagen henstod uafgjort, da Legaten forlod Sverige for at vende tilbage til Rom over Danmark. Her besøgte han i 1153 Erkebiskop Askel eller Eskil i Lund. Han overgav til denne det for Sveriges Metropolitan bestemte Pallium med
