Alexander IIIs Nærhed, saa har han havt en god Skole at uddanne sig i, og har vist ikke heller ladet Tiden ubenyttet. Alexander var som bekjendt en af sit Aarhundredes kraftigste, statsklogeste og meest hierarchisksindede Paver-, af hvem Eystein ret kunde lære hvorledes Kirkens Forstandere skulde bekjæmpe den verslige Magts Indflydelse, og derhos kunde see dette i Gjerningen udført i Striden mellem Alexander og Keiser Fredrik. Desuden havde Eystein under et saadant Ophold den bedste Anledning til grundigen at studere den canoniske Ret og gjøre sig bekjendt med det nye System af denne, som først for 10 Aar siden var opstillet i Decretum Gratiani. Fra Eysteins Tid af finder man ogsaa denne almindelige Kirkelov hyppig paaberaabt i den norske Kirke under Navnet Guds Lov (guðs lög), og som saadan modstillet den verdslige Landslov (lög manna eller landslög).
Da Erkebiskop Eystein i 1161 tiltraadte sit Embede blev han modtagen med Velvillie af alt Folket, dog fortrinsviis af Thrønderne; thi alt Storfolket i Thrøndelagen var deels beslegtet deels besvogret med ham, og alle vare de hans fuldkomne Venner. Eystein benyttede strax denne sin Vensælhed til Kirkens Fordeel. Han talede med Bønderne om hvor fattig Erkestolen var i Forhold til sin Verdighed, og hvormeget den trængte til at ophjælpes, saafremt den nu skulde vise sig i saa meget større Glands end forhen, da den blot var et Biskopssæde. Han foreslog, at Folket skulde understøtte den ved at indrømme Erkebiskoppen Ret til at opbære den ham ifølge Christenretten tilkommende Sagøre, d. e. de ham tilhørende Boder, i Øre Sølvverdi (eyrir silfrmetinn d. e. Øre i gangbar Sølvmynt), istedet for at den hidtil betaltes paa samme Maade som Kongens Sagøre, nemlig i den saakaldte Lovøre (lögeyrir eller sex alna eyrir d. e. Øren beregnet til sex Alen Vadmel), der kun udgjorde Halvdelen. Ved denne nye Beregningsmaade vilde altsaa Erkestolens Indtægt af Sagøren blive det dobbelte af hvad den hidtil havde været. Tilgrebet var sterkt; men saa stor Fremfærd var der hos Eystein, og saa vel blev han understøttet af sine mægtige Frænder og Venner, at han fik drevet Sagen igjennem. „Det blev – heder det – dømt efter Loven (ɔ: lovligen vedtaget paa Frostathinget) for hele Thrøndelagen og i alle de Fylker, som hørte til hans Biskopsdømme (altsaa ogsaa i begge Mørefylkerne, Raumsdølafylke, Naumdølafylke, og Haaleygiafylke)“[1].
Dette var allerede et vigtigt Skridt fremad, men det fulgtes snart af andre, langt mere dristige og betydningsfulde. Ikke længe efter kom Erling Skakke til Throndhjem, – rimeligviis Vaaren 1162, da hans Søn Magnus efter Haakon Herdebreds Fald blev tagen til
- ↑ Sn. Mgn. Erl. S. c. 16; Fgrsk. 179.
