Birkenæver om Benene istedetfor Sko. Deraf Øgenavnet Birkebener, som gaves dem af Bønderne for Spot, men som siden blev et Hædersnavn, hvilket Norges bedste Mænd fandt ærefuldt at bære. I to Aar færdedes de i det Østlige af Viken, vandt undertiden ved sin Raskhed nogle Fordele, men kunde dog ikke bringe noget større Foretagende i Stand. Meen om Sommeren 1176 lykkedes det dem at naa til Søkysten og der skaffe sig Skibe. Nu vovede de et dristigt Skridt, som vidner om, at de med al den Fremfusenhed og Ubetænksomhed, der vistnok med Grund tillægges dem, dog ikke vare ubekjendte med Folkestemningen i Norge. De styrede med sin hele Magt til Throndhjem, og kom did saa uventet, at de saa godt som uden Modstand bemægtigede sig Nidaros og fældede Høvdingen for Kong Magnus’s Folk. Det viste sig strax, at Magnus’s Kongedømme endnu blandt Thrønderne havde mange Modstandere. Ikke nok med at Eystein paa Ørething blev tagen til Konge, naturligviis ifølge den gamle Kongearv og med Tilsidesættelse af Erlings og Erkebiskop Eysteins Bestemmelse, – men, hvad tydeligere viser Stemningen der nord i Landet, mange af de bedste Bondesønner i hele Thrøndelagen sloge sig til Birkebenernes Parti og fulgte Eysteins Hær over Oplandene tilbage til det sydøstlige Norge. For dette Sinde var dog Birkebenernes Held af kort Varighed; thi i Begyndelsen af det følgende Aar, 1177, bleve de i et Slag paa Re i Nærheden af Tunsberg, skjønt mandsterkere, overvundne af Kong Magnus selv. Deres Konge Eystein blev dræbt af en Bonde, hos hvem han paa Flugten søgte Skjul, og Flokken blev saa godt som ganske adsplittet.
Denne Seier syntes for Kong Magnus og hans Parti at være af den høieste Vigtighed. Thi baade var en farlig og dristig Fiendeflok opreven, og, som det lod, tilintetgjort, – og derhos var dette udrettet under den unge Kong Magnus’s egen Anførsel, uden at hans Fader, som hidtil altid havde været den handlende, havde været tilstede eller i Nærheden. Dette vakte naturligviis Folkets Tillid til den forhen uprøvede Konge, og en høi Mening om hans personlige Tapperhed og Dygtighed. Den Vensælhed, Magnus allerede forud ved sit blide indtagende Væsen havde vundet, blev herved bestyrket.
Birkebenernes Flok var dog ikke ganske tilintetgjort. Dens, rigtignok yderst ringe, Levninger samlede sig igjen i Skovbygderne paa Sveriges Grændse, og Kong Eysteins Fald gav Pladsen for en ny Høv-
