mægtigste af Gudrøds Sønner, Erik, og skal paa sin Omvendelsesreise være trængt temmelig dybt ind i de danske Lande.
Men pludselig fordunkledes disse første, saameget lovende Udsigter. Kong Erik blev, man veed ei af hvad Grund, pludseligen Christendommens bittre Fiende. Kong Harald blev af ham allerede 828 paany fordreven fra sine Lande og maatte atter tage sin Tilflugt i Keiserens Rige. Ansgar nødtes til at følge ham, og den opspirende Christendom kvaltes for en Tid i de danske Lande. Til nogen Virksomhed for den fra Kong Haralds Side høres intet videre; der er endog Formodning om, at han senere igjen er falden fra Christendommen og er optraadt blandt det frankiske Riges Fiender[1].
For den utrættelige Ansgar aabnede sig imidlertid snart en ny Virkekreds i Norden. Keiser Ludvig havde, foranlediget som det heder ved et Gesantskab fra en svensk Konge, besluttet at sende Christendomslærere til Sverige. Han udsaa Ansgar til at anføre denne Mission, og Ansgar begav sig ved Aar 830 til Sverige, hvor han blev vel modtagen i Birk (Sigtuna) af en Konge Bjørn og vandt flere Tilhængere for Christendommen endogsaa blandt Høvdingerne i Landet. Efter halvandet Aars Ophold i Sverige vendte han igjen tilbage til Tydskland. Keiseren, opmuntret ved det Held, som havde kronet denne Sendelse, besluttede nu til Christendommens Befordring i Norden at faa oprettet et nyt Erkebiskopsæde paa Grændsen af Nordens Lande. Hamborg blev valgt til Stedet, Ansgar af Pave Gregorius IV ophøiet til første Erkebiskop samt Pavens Legat, og hvad man af Navn kjendte af Nordens Lande blev dette Erkesæde underlagt som dets Provins. Dette skede rimeligviis Aar 834[2].
Fra sit Erkesæde fortsatte nu Ansgar sine Bestræbelser for Christendommen baade ved egne Reiser i de nærmere Egne, de saakaldte nordalbingiske Lande, og ved Missioner i Danmark og Sverige. Langsomt fremskred imidlertid Verket i de to sidstnævnte Lande, og mod mange Vanskeligheder havde Christendommen der at kjæmpe. I Danmark var den jydske Konge Erik den fremdeles fiendsk, og i Sverige, hvor den først var bleven modtagen med saa megen Velvillie, reiste sig nu et mægtigt Parti imod den, og Voldsomheder bleve øvede mod de christelige Lærere. En stor Ulykke rammede ogsaa uventet selve Erkesædet Hamborg. Kong Erik gik nemlig 845 med en stor Flaade og Hær opad Elben og kom saa pludseligen over Staden, at ingen Foranstaltninger kunde blive tagne til dens Forsvar. Den blev med Kathedralkirke og alt Tilbehør i Bund og Grund ødelagt, og Ansgar maatte med sine Klerker og det lidet han af Helligdomme kunde redde,
