skrevet af en af hans Tilhængere, og i alt, hvad angaar Kongedømmet og Kirken, støttet til hans Meninger. Ifølge disse Kilder tør man udhæve som Sverrers Anskuelse i Hovedsagen Følgende:
Gud har umiddelbart indstiftet tvende Myndigheder her paa Jorden: den kongelige og den biskoppelige, eller Kongedømmet og Kirken. Hver har sit af Gud givne Omraade: Kongedømmet omfatter alle verdslige Ting, Kirken alle aandelige. Den ene af disse Myndigheder kan ikke gaa ind paa den andens Enemærker, uden at Gud, af hvem de hver især ere indstiftede, derved fortørnes. Thi begges Omraade er Guds Eiendom, og Biskoppen ligesaavel som Kongen ikkun jordisk Bestyrer af hvad der tilhører Gud alene. Baade Konge og Biskop ere derimod, som Guds hinanden sideordnede Tjenere, skyldige at understøtte hinanden gjensidigen i deres guddommelige Embeder. Kongedømmet er et Billede af selve den guddommelige Høihed, og Kongen af Gud beskikket i det høieste Dommersæde paa Jorden. Hver Konge, som bærer fuld kongelig Verdighed, kaldes med Rette Herrens Salvede; og Christus, medens han var paa Jorden, gav Exemplet paa hvorledes man bør ære og lyde Kongen, idet han baade selv betalte Kongedømmet Skat og bød St. Peter, som han dog satte til den prestelige Verdigheds Hoved, at betale den. Idet man hædrer Kongen for det Navns Skyld, som han har af Gud, hædrer man Gud selv, og den som ikke bærer Ærefrygt for Kongens Høihed, han frygter ikke Gud. Gud selv har givet Kongen i Hænde sit skarpe Sverd til al Slags legemlig Revselse. Det bider altid saart, endogsaa naar dermed hugges uretteligen; dog har Kongen for Brugen at gjøre Gud alene Regnskab, men et strengt Regnskab, der gjælder evig Fordømmelse. Med samme Sverd har Kongen ogsaa at verne om Kirken, hvis Biskoppen ei fuldkommen seer sig istand dertil. Thi Biskoppen har vistnok ogsaa af Gud erholdt et Revselsens Sverd; men det er kun et Ordets Sverd, der hviler i Munden og ikke i Haanden, med hvilket han blot kan negte den, der vanærer Kirken, den aandelige Føde, som denne meddeler (d. e. excommunicere ham), og hvilket, hvor saart det end bider – saarere end Kongens, – naar dermed retfærdigen hugges, dog aldeles ikke bider, hvis det bruges uretteligen, men tvertimod da hugger den selv til Meen, som svinger det[1].
Man indseer let, at denne Lære, idet den stiller Kongedømme og Kirke som sideordnede Indstiftelser af Gud, alligevel, paa en ingenlunde utydelig Maade, stiller Kirken i dens Fremtræden paa Jorden under Kongedømmet og indskjærper Biskopperne i jordiske Forhold den samme Lydighed mod deres Konge, som enhver anden Undersaat skylder ham; – at den lægger en ubegrændset
- ↑ Kgsp. c. 44 og 45, jfrt. m. c. 69 og 70.
